Elefanter, næsehorn, bjørne og kæmpestore huleløver er helt almindelige. Det vrimler med store vildtlevende pattedyr, mindst 38 forskellige slags. Det er godt nok nogle år siden, men det er virkeligheden, som den så ud i sidste mellemistid.
Et studie fra Aarhus Universitet skruer tiden tilbage og viser også, at heste, urokser, vildsvin og ulve var her længe før os mennesker. Kom med på en vild tidsrejse.
Elefanten er mere almindeligt forekommende i Danmark end mennesker. Over tid vel at mærke. Meget lang tid. Den europæiske skovelefant var udbredt i Europa, herunder også Danmark, i 770.000 år, mens vi, det moderne menneske, kun har været her i omegnen af 50.000 år.
Den europæiske skovelefant ville helt oplagt leve her igen, hvis den altså ikke var uddød. Det 13 tons tunge dyr trivedes fint i sidste mellemistid for cirka 127.000 år siden med et klima, der stort set var som vores klima nu.
Dengang var der hele 15 forskellige elefantarter. De var på alle kontinenter og var tilpasset klima lige fra iskold tundra til tropisk skov. I dag er der i hele verden kun tre elefantarter tilbage.
Elefanter, næsehorn og huleløve
Der var også massive næsehorn, især steppenæsehornet og Mercks næsehorn var vidt udbredte, indtil, ja, mennesket indfandt sig. Elefanter og næsehorn var så store, at de ikke rigtig lod sig påvirke af datidens toprovdyr, deriblandt huleløven. Hvis du tænker på nutidens afrikanske løver, er du ikke helt galt afmarcheret, huleløverne var bare meget større. Så store, at også hulebjørne lejlighedsvis stod på deres menu, der ellers bestod mest af hovdyr, såsom heste og urokser.
Andre rovdyr var plettet hyæne, leopard og ulv, mens den lidt mindre los også levede samtidig med de alt i alt mange og meget forskellige store pattedyr, der også talte krondyr, bison, elge, heste, urokser, rådyr, bjørne og vildsvin.
I Vesteuropa, herunder Danmark, var der især mange rovdyr, som i dag forekommer meget eksotiske, fordi de stort set er forsvundet og kun findes i meget øde eller bjergrige egne. Men som altså historisk set ikke er et særsyn i Danmark eller resten af det centrale Europa.
Som mennesker har vi systematisk fjernet de store dyr i naturen, så nutidens mennesker er vokset op uden dyrene som det naturligste i verden, selv om de hører til derude, hvor de både er vigtige for andre arter og har en stor værdi i sig selv.
Hvor blev dyrene af?
Det har med andre ord vrimlet med dyr. Og planter for den sags skyld. De store pattedyr var blot toppen af isbjerget, fordi mange andre mindre dyr, insekter, planter og svampe har levet af, at de større dyr var der.
Spørgsmålet er, hvor alle dyrene blev af? Det har professor Jens-Christian Svenning fra Aarhus Universitet været med til at undersøge i et forskningsprojekt om megafauna i Europa fra sidste mellemistid til i dag. Ved hjælp af en model, der blandt andet er fodret med registrerede fossilfund fra hele Europa, har forskerne rekonstrueret diversiteten, udbredelse, massen og effekten af såkaldt megafauna, defineret som landlevende pattedyr på mindst 10 kilo, i sidste mellemistid. En periode, der kvalificerer sig ved at have et klima stort set svarende til nutidens, men også ved at være før det moderne menneske, homo sapiens, indvandrede fra Afrika. På den måde er det et referenceniveau for dyrelivet før mennesket
Nutiden er afvigelsen fra normalen
Der var godt nok neandertalere, men:
– Homo neaderthalensis var udbredt i Europa i sidste mellemistid og påvirkede muligvis lokalt bestanden af enkelte arter på kort sigt, men ingen enkeltart af megafauna uddøde globalt eller i Europa før ankomsten af homo sapiens, konkluderer artiklen om resultaterne.
Jens-Christian Svenning forklarer, at det rige dyreliv med kæmpestore planteædere, velvoksne toprovdyr og mange flere vilde dyr i det hele taget har været den evolutionære normal i millioner af år på tværs af istider og de lunere mellemliggende perioder. En normal, som har svinget, men altid med et righoldigt vildt dyreliv, igennem de forudgående mere end 40 millioner år. Det vil sige, lige siden dinosaurerne uddøde ved et meteornedslag, og en ny epoke af dyreliv rejste sig.
– Det unormale er, at dyrelivet nu i vores tid ikke er rigt på store dyr, forklarer Jens Christian Svenning.
95 procent fald i vilde store pattedyr
Forskningsprojektet har sammenlignet dyrelivet i Europa i sidste mellemistid med nutiden og har fundet dramatiske fald i megafaunaen. Antallet af arter er faldet med cirka 71 procent, mens den samlede biomasse af vilde pattedyr er faldet med cirka 95 procent.
Forskerne har vist forskellen mellem de to perioder på kort over Europa, der viser henholdsvis artsrigdom og samlet bestandsmasse, hvor farveskalaen i røde toner går fra 0 til 32 tilstedeværende arter henholdsvis 0 til 37 tons dyr pr. kvadratkilometer. I sidste mellemistid var Danmark meget rig på såvel arter som samlet mængde dyr. I dag har vi blodrøde tab tæt på 100 procent af begge dele.
Årsagen er os
– Udryddelsen af dyrene kan ikke forklares med klimatiske forskelle i de to tidsperioder, men skyldes sandsynligvis det moderne menneske, lyder den korte konklusion. Årsagen til udryddelsen og reduktionen af de store pattedyr er altså … os.
– Det er helt sikkert jagt i første omgang, hvor det moderne menneske, homo sapiens, er gået meget målrettet efter store planteædere og måske også rovdyr. De seneste 6.000 år begynder landbruget så også at presse de tilbageværende vilde store pattedyr, forklarer Jens-Christian Svenning og fortsætter:
– Som mennesker har vi systematisk fjernet de store dyr i naturen, så nutidens mennesker er vokset op uden dyrene som det naturligste i verden, selv om de hører til derude, hvor de både er vigtige for andre arter og har en stor værdi i sig selv. En egen eksistensberettigelse. Men de store dyr er trængt tilbage. Vi har glemt dem, siger Jens-Christian Svenning
