Når grise taler, er halen lige så vigtig som et højlydt hyl. Det er altså svært at forstå grisesprog uden alt det, som ikke er hørbart. Blandt andet derfor kunne DR-dokumentaren ’Hvis grise kunne tale’ kun fortælle en begrænset del af, hvordan grisene egentlig har det i produktionen – og det var kun slagtegrisene, der kom til orde. Men grisenes stemmer kom igen på danskernes dagsorden.
En so, der giver sine pattegrise mælk i det fri, grynter dybt, regelmæssigt og roligt. Lyden tager man ikke fejl af, hvis man én gang har oplevet det. Det minder om den måde, som en hunkat spinder, når killingerne dier.
Hvis so og pattegrise selv kan vælge, dier pattegrisene, indtil de er mellem ni og 17 uger med en gradvis overgang til fast føde. I dansk økologisk produktion får pattegrisene syv uger med soen på friland med hytter, halm og alle muligheder for redebygning og fri bevægelighed. I konventionel industriproduktion får pattegrisene mellem tre og fire uger med en mor i farebøjler på et beton- og spaltegulv med ingen eller alt for lidt halm, uden mulighed for at soen kan bygge rede eller bevæge sig.
- Vi ved, at soen de første timer efter fiksering laver mange langtrukne negative lyde, hvorefter soen resignerer og bliver stadig mere stille. Men det betyder bestemt ikke, at hun har det godt. Det ved vi jo fra studier af soens adfærd og målinger af stresshormoner, siger Birgitte Iversen Damm, chefkonsulent i Dyrenes Beskyttelse. Hun er dyrlæge, ph.d. og har i årevis forsket i etologi, herunder især grises adfærd og velfærd.
Grisene vil ud
Dokumentaren ’Hvis grise kunne tale’, som blev vist på DR i september, følger forskning i grises sindstilstand ud fra lydoptagelser fra i alt ni forskellige grisebesætninger. Her blev der optaget lyde fra de større fravænnede grise, som fedes op til slagtning under forskellige forhold i konventionel industriproduktion, økologisk produktion og produktioner, hvor alle grise er fritgående og udendørs hele livet. Lyde fra mødrene, altså soen, og pattegrise var ikke en del af projektet.
Ved gennemgang af optagelserne i de ni besætninger registrerede forskerne langt den mindste andel af stressede lyde fra de grise, som var helt fritgående.
– Der er meget få besætninger med i undersøgelsen, og den handler kun om grisenes lyde, så der er som udgangspunkt begrænsede muligheder for at drage generelle konklusioner, siger Birgitte Iversen Damm og fortsætter:
– Men vi har jo allerede ganske stor viden om grises behov baseret på adfærdsstudier, så det er ikke overraskende, hvis grise, der lever med meget plads og mulighed for at udfolde deres naturlige adfærd, trives bedre end grise, der ikke lever sådan. Men lydene kan ikke i sig selv give det fulde billede.
Halen er afskåret fra at tale
– Grise har et komplekst og nuanceret sprog. Helt sammenligneligt med hunden er grisens hale eksempelvis et meget tydeligt udtryk for, om grisen er glad, spændt, afslappet, stresset, frustreret, kuet eller bange, alt efter om halen logrer, krøller, hænger lige nede eller er klemt inde mellem benene. Men det sprog er grisene bogstavelig talt afskåret fra at benytte, og dermed er også forskere og producenten selv ude af stand til at lytte til det hos 95 procent af alle grise i Danmark, fordi halerne bliver klippet af grisene i den konventionelle industriproduktion, siger Birgitte Iversen Damm med henvisning til, at grise halekuperes i den danske griseindustri for at undgå halebid, som igen primært skyldes, at grisene er stressede, frustrerede og mangler beskæftigelse og plads i staldene.
Talende tavshed
Ud over halen er meget af grisenes øvrige adfærd også karakteriseret ved fravær af lyd.
– Grise vil ofte være stille, både når de er veltilpasse og for eksempel solbader eller hviler trygt sammen med grise, som de kender. Men de er også tavse, når de er bange, resignerede, apatiske, utrygge eller skjuler smerte. De giver højest og tydeligst udtryk med lyde såsom høje hvin og hyl, hvis de er i konflikt med hinanden, typisk på grund af begrænset plads og i mødet med fremmede grise, eller som akut smerte eller overgreb. Derfor er det en begrænset del af grisens sprog, der kan høres og tolkes ved lydoptagelser, forklarer Birgitte Iversen Damm.
Det vigtigste ved dokumentaren er ifølge hende, at den igen satte de mange millioner indespærrede grise på dagsordenen
"Grisene taler, men bliver ikke hørt."
– De fleste mennesker vil intuitivt kunne forstå, hvad grisene udtrykker, hvis de er sammen med grise og oplever dem. Men det er jo de færreste mennesker forundt, fordi grise – stik imod deres natur – er spærret inde, hvor ingen kan se eller høre dem. Grisene taler, men der er ikke rigtig nogen, der for alvor lytter til, hvad grisene siger.
