Alle grise lever ude hele livet hos Maria Bojsen. Hun har nemlig for længst hørt, hvad grisene siger.
Maria Bojsen besluttede for 10 år siden at starte en produktion af grise, hvor alle dyr er ude hele livet. Det gjorde hun for at få os til at tænke på det levende dyr, der bliver til mad på vores tallerkener. I dag myldrer markerne med liv på Birthesminde, som er Maria Bojsens familiegård.
Maria er billedkunstner. Eller det var hun, indtil gården med grise tog al hendes tid. I sin kunst beskæftigede hun sig med sin undren over menneskers distance til de dyr, vi spiser. Afstøbningen af denne døde pattegris er at af hendes værker, som møder besøgende lige inden for døren i gårdens pølsemageri.
Da Maria fik mulighed for at overtage familiegården Birthesminde, greb hun chancen for ad den vej at bidrage til at bringe bevidstheden om dyrene ud af staldmørket.
– Jeg undrer mig over, hvordan det er blevet sådan, at vi som mennesker er blevet helt afkoblet i forhold til det dyr, vi spiser. Hvordan er nogle dyr blevet opgraderet og andre dyr så nedgraderet? Især grisene, som er så intelligente dyr. Altså, at man holder dem på en måde, der er så langt fra deres natur … det er way out, at man overhovedet synes, at det er en mulighed.
– Selv om jeg har udsigt til en lang og tætpakket dag, og jeg starter klokken fem om morgenen med at gå ud til grisene, så bliver jeg glad, når de små ligger i mudderpølen eller løber mig i møde med de der store flaprende ører. Så kan jeg ikke lade være med at tage en video af dem, og så tænker jeg kun på dem. Jeg kommer helt i zen af at se dem udfolde deres natur, hun tøver og fortsætter: – det må være hårdt at arbejde et sted, hvor grisene er spærret inde, og der er meget sygdom og død hver dag.
Maria kalder på en af søerne, Beatrice, som står med trynen dybt begravet i endevendt græs og smasker så højlydt, at hun først hører os, da Maria klapper i hænderne og råber ’ørerne’. Beatrice er godt og vel fire år og har et kuld pattegrise på cirka fire uger. De ligger i hytterne sammen med kuldene fra de andre to søer på folden.
– Beatrice er rolig, rar og tryg ved mig. Hun vil gerne snakke, siger Maria, og de to smiler til hinanden, da Maria klør Beatrice under hagen.
"Grise er de klogeste dyr, jeg nogensinde har arbejdet med, og man bliver selv sat på opgave og udfordret, når man skal håndtere dem."
– Grise taler med halen ligesom hunde. De logrer med den som en helikopter, når de er glade og i gang, og de kan også stikke halen mellem benene, hvis de er utrygge. De har masser af sprog, og når man kender dem, så ved man jo godt, hvad de siger, fortæller Maria og giver som eksempler:
– Den der rytmiske grynten fra en so, der giver die til sine pattegrise, er helt særlig. Men også det umiskendelige, korte og bestemte grynt, når en gris siger ’flyt dig’ til en anden.
