Vi kan alle være med til at gøre Danmark vildere, det er faktisk ikke svært. Og der er brug for det. Den danske natur er trængt, der bliver færre dyr og planter, og nogle er ved helt at forsvinde. Det skyldes blandt andet, at der er meget lidt vild natur i Danmark, og at vi ikke kan lade være med at rydde op, plante græs og lægge fliser.
I Danmark udgør arealer mellem bygningerne faktisk mere end 5 % af landets samlede areal. Det meste ligger hen som grønne ørkener uden liv, med kortklippede græsplæner, bede med flis og trimmede hække. Der er næsten intet at leve i og af. Det skal vi have lavet om på!
SKAB MERE VILD NATUR MED NY HAVEÆSTETIK
START HVOR DU BOR
Der skal ikke så meget til
De steder, hvor der er en plet med langt græs, blomstrende buske eller ligger en bunke gamle grene, der myldrer det med liv. ”Vild natur, hvor du bor” er et stort projekt som har til formål at gøre Danmarks natur vildere. Projektgruppen bag består af Landsforeningen Praktisk Økologi, Dansk Ornitologisk Forening, KFUM-spejderne og Dyrenes Beskyttelse. Vi vil fortælle om dyr og planters levevis og vise, hvordan vi selv kan skabe flere levesteder lige der, hvor vi bor og færdes til daglig.
ALLE KAN VÆRE MED
Uanset om du har en altankasse, en parcelhushave eller bor i en boligforening kan du bidrage til en vildere natur. Det gælder også, hvis du er ansvarlig for græsplænen rundt om skolen eller for virksomhedens bygninger eller er så heldig at eje en hel skov. Vi kan alle være naturplejere, og i ”Vild natur hvor du bor” gør vi Danmark vild igen. Del gerne det du gør med #gørnogetvildt på de sociale medier.
KENDER DU DIN NABO?
SÅDAN GØR DU HAVEN VILD
Vil du være med til at skabe mere natur og liv hvor du bor, er der nogle overordnede rammer, der skal være i orden. Først og fremmest skal du undgå enhver form for sprøjtemidler. En giftfri have er et enormt vigtigt første skridt mod større biodiversitet. Også kunstgødning bør undgås, bl.a. fordi der som udgangspunkt allerede er for meget næring i jorden, hvilket presser de mere nøjsomme danske urter, som er meget afgørende for biodiversiteten. Det skal understreges, at vi ikke regner køkkenhaven som en del af den vilde have. Har du mod på at gå i gang, har vi samlet en række tiltag du kan kaste dig over. Læs med nedenfor eller find spændende materiale her:
ARTIKEL: LAD PLÆNEN BLIVE TIL GRÆSLAND
Bliv inspireret til, hvordan du kan bidrage til mere vild natur, hvor du bor.
Gennem leg og aktive tiltag kan du hjælpe dine vilde naboer. Download materialet her og lad dig inspirere til mange gode timer med den vilde have.
BRUG DANSKE PLANTER
Danske insekter er udviklet til at gå på danske planter, så det er en god ide at have masser af danske arter. På altanen kan man selv vælge, hvilken jord man fylder i sine krukker og kasser, så allerede der er man hurtigt i gang.
Plant kun planter, der vil have den samme jord i de samme krukker. Læ for vinden er en god ting at tænke på. Mange planter og dyr har svært ved at trives på meget vindomsuste steder, så sørg for at der bliver skabt læ på altanen, med fx et lille sivhegn eller lignende... Læs hele artiklen her
HAV ALTID VAND PÅ ALTANEN
Vand er altid vigtigt. De dyr der flyver op til altanerne, skal bruge vand at drikke, så det er rigtigt fint, hvis man allerede nu stiller noget vand frem. En lille skål eller et fad er perfekt, man behøver ikke at have en hel dam for at gøre en forskel. Sørg for at fugle og insekter kan sidde på kanten, eller i fadet, og drikke uden at skvatte i og drukne. Lad evt. et lille stykke træ flyde i vandet, så insekter kan komme op igen og tørre.
Man kan også sagtens have et par vandplanter til at vokse i det lave vand, men man skal nok sørge for at tage dem ind for vinteren... Læs hele artiklen her
EKSPERIMENTÉR MED BIHOTELLER
Bihoteller til hulrugende bier er også en sjov ting at have på altanen - de vilde bier stikker slet ikke som honningbierne. Hvis du køber eller selv bygger et bihotel, skal du være opmærksom på nogle ting.
Hotellets gange skal være min 15 cm lange, før de dur. Hvert rør - eller hele bagsiden - skal have en ‘bagvæg’, der slutter helt tæt. Der må meget gerne være forskellige størrelse gange. Der er flest bier, der bruger gange på ca. 6-8mm, men jo flere størrelser man har, des flere forskellige arter kan potentielt flytte ind... Læs hele artiklen her
ARTIKLER & NYHEDER
Sommersafari
Klip ikke hækken før sankthans
Dyrenes havefest
Bag Astrids havelåge er naturen vild
Lad den vilde have blomstre
God nyhed: Truede sommerfugle fredes mod indfangning
NATURENS ÅR
2020 er naturens år på DR. Vores Natur er et partnerskab mellem Naturstyrelsen, Friluftsrådet, De Naturhistoriske Museer og DR. Sammen har de sat sig for at invitere alle danskere ud i naturen til et mylder af aktiviteter og ture, der skal give viden om naturen, lyst til at gå på opdagelse i den og passe på den. ”Vild Natur hvor du bor”, er et af 5 fyrtårnsprojekter under paraplyen ”Vores Natur”