Hjorteunger dier hos deres mor i næsten et år og går derfor længe sammen med hende. Dyrenes Beskyttelse tog på hjortesafari for at spotte ungerne med deres mor.
Vinterens sene morgenskumring ligger endnu grålig over de åbne vidder, da vi drejer ind i et stykke skov. Kikkerten hænger klar om halsen på biolog i Dyrenes Beskyttelse Michael Carlsen, der er parat til at spotte de krondyr, dådyr og sikaer, der går i Dyrehaven nord for København.
Det knaser under støvlerne, da vi går hen ad stien. Indtil videre er der ikke tegn på hverken de voksne hjorte eller deres unger. Michael Carlsen sætter kikkerten op for øjnene og spejder ind i skoven:
"Der er ikke nogen bevoksning mellem kronerne og skovbunden. Man kan se, hvordan hjortene har ædt alt det grønne, der ellers ville have fyldt ud i skoven," observerer biologen.
Der er stille i skoven, og en enlig fugl kvidrer i vinteren. Men ingen hjorte i kikkerten. Kronhjorten er med en kampvægt på op til 230 kilo sværvægteren blandt de danske hjorte, hvor rådyret kun vejer det samme som en middelstor hund, nemlig 15-30 kg. Dådyret og sikahjorten har indvejning på henholdsvis 30-100 kg og 28-55 kg.
Alle hjortene er godt kamufleret, men der skulle være god mulighed for at se dem i Dyrehaven. Michael Carlsen går ind i skovbunden, hvor han finder en bunke små lorte.
"De er lidt små til at være kronhjorte, jeg vil tro, det er dådyr," noterer han. Der er altså hjorte i skoven, vi skal bare finde dem.
Spor af hjorte
Hos alle fire danske hjortearter er det kun hannerne, der får gevir. Kronhjortene får de karakteristiske gevirer med de såkaldte ender, takker, mens dåhjortenes gevir er skovlformet.
Allerede i hannernes første leveår vokser et lille gevir ud, og en ung hjort med gevir kalder man for en spidshjort. En gang om året kaster hannerne geviret, og der vokser et nyt ud efter nogle måneder. Geviret bliver typisk større år for år, og det er derfor, man kan se f.eks. kronhjorte med de mange takker. Et stort kronhjortegevir kan veje helt op til 10 kilo. Geviret bliver blandt andet brugt til kamp mellem hannerne og til at imponere hunnerne, men biologer mener også, det er afgørende for dyrets status.
Vintermorgenen er stadig stille uden tegn på hverken gevir eller hjorte. Michael Carlsen går hen til en tue med siv, som han studerer:
"Det er lysesiv, som både hjorte og markmus er meget glade for at spise. Hjortene bider dem af i højden, mens musen kun kan nå dem længere nede ved jorden," forklarer han.
Det er tydeligt at se på sivene, at de er blevet bidt midt over, og der har altså været hjorte. Både krondyr, dådyr og sikaer er drøvtyggere og såkaldte græssere, der spiser græs, urter, skud, knopper, bark og agern. Dådyrene går typisk i flokke og æder sammen. Det gør, at der er flere øjne og ører til at holde øje med fjender, og de kan derfor virke roligere end rådyr, der oftere går alene og altid skal være på vagt.
Hjorte på færde
I skoven ligger efterårets brunlige blade stadig i skovbunden, og en musvåge letter og sætter sig i et træ, idet vi går ud på de åbne sletter i Dyrehaven. Over os suser det, da en flok knopsvaner trækker forbi. De er lette at kende på vingernes susen modsat sangsvanerne, hvis vinger er stille. Vi fortsætter safarien efter hjortene.
"Hvis man gerne vil se dådyr, kan det være en god idé at gå ind i skoven og stå stille. Dådyrene ser nemlig bevægelser meget tydeligt, mens de ikke er så gode til at se former og omrids af fx et menneske," forklarer Michael Carlsen.
Ungerne går typisk sammen med moren i mere end et år. Hos dådyrene dier kalvene i omkring ni måneder, men allerede efter et par måneder er det rent faktisk unødvendigt, fordi de også spiser almindelig mad.
"Når kalvene fortsætter med at die så længe, har det en social funktion, der knytter kalven til moren," siger Michael Carlsen.
Vi går hen over en åben mark og ind i et skovstykke. Michael Carlsens kikkert er slidt i remmen af alle de dyr, han har kigget på gennem tiden. Endelig er der skygger i skoven, og vi går lidt nærmere. Inde i skoven kan vi skimte en flok på 15-20 hjorte, som biologen vurderer til at være dådyr.
Det er en blandet flok, og der er en ung han med en enkelt opsats og en lille hunkalv, der står skulder ved skulder med moren. De kigger lidt, inden de hopper videre ind i skoven med fjedrende spring. Til sommer kommer der nye kuld af hjorteunger i Dyrehaven. Og i resten af landet.
