Rålam fra sidste år sendes lige nu hjemmefra og skal klare sig på egen hånd i skov og på vej. Vær derfor opmærksom som bilist, når du passerer områder med dyreliv.
Her i maj sker der rigtig meget i rådyrenes liv. Bukkene hævder territorier, og lammene fra sidste år sendes hjemmefra, lige inden årets nye lam fødes. Al denne aktivitet betyder, at rådyrene kommer langt omkring – og krydser mange veje.
De et år gamle rådyr, der lige er sendt ud på egne klove, er nye i trafikken og måske ikke så gode til at passe på sig selv.
Stop næsten helt op
”Vær derfor opmærksom, når du kører bil. Især hvor der er natur langs vejen – skov, mose, levende hegn – bør du sætte farten ned og holde ekstra øje med rådyr langs vejen. I mørke lyser deres øjne i billygteskæret. Ser du dyr, så stop næsten helt op. Rådyrene kan lige pludselig finde på at springe over vejen – og er der et, kan der være flere,” fortæller biolog Michael Carlsen fra Dyrenes Beskyttelse.
Det er særligt tidligt om morgenen og i skumringstiden, at der er fare for rådyr på vejen. De steder, hvor man véd, at mange rådyr bliver dræbt, forsøger man at tynde ud i bevoksningen langs vejen, så sigtbarheden bliver bedre. Man sætter også advarselsskilte op.
Skulle du komme til at ramme og såre et rådyr, kan du ringe til Dyrenes Vagtcentral på 1812 og bede om hjælp.