Killing på internat

Sommertravlhed på Internaterne

Sommermånederne er travle for Dyrenes Beskyttelses internater i hele landet. Der forekommer nemlig en stigning af indleverede dyr hen over sommeren, som topper i september, og det er særligt killinger og katte, der har brug for hjælp.

Skrevet af:
Dyrenes Beskyttelse

På Dyrenes Beskyttelses internater rundt om i landet modtager de mange uønskede dyr, der er blevet efterladt, ladt i stikken eller blevet vanrøgt.  Og internaterne får ekstra travlt hen over sommeren og i efteråret, hvor der er højsæson. Sidste år toppede indlevering af dyr nemlig i september med 1200 dyr på bare en enkelt måned.

”Internaterne modtager rigtig mange dyr, særligt katte og killinger i sommermånederne, da det er her, kattene er drægtige og får killinger. Det kræver et stort arbejde hos internaterne, der ofte hverken har plads eller ressourcer nok til at udføre opgaven alene,” siger Jens Jokumsen, chefkonsulent for familiedyr hos Dyrenes Beskyttelse.

62 små killinger uden hjem

Fyns Internat har alene modtaget 62 killinger de sidste to måneder. Internatet modtager faktisk så mange killinger, at de har plejefamilier til at tage sig af dem til, de er store nok til nye hjem.

”Det er bekymrende at se så mange uønskede dyr. Vi burde tage et langt større ansvar for vores kæledyr. De er dybt afhængige af os, og det er ikke rimeligt, at vi fralægger os ansvaret ved at dumpe dem. Man bør få hunkatten steriliseret, hvis man ikke mener, man er i stand til at tage sig af killingerne, ” siger Lene Frahm, Internatleder ved Fyns Internat.

De efterladte killinger er ofte i plejefamilier til, de er 12 uger gamle, hvorefter de bliver øremærket, sundhedstjekket og neutraliseret på internatet og herfra formidlet videre til nye hjem. Sidste år havde Fyns Internat 400 killinger i pleje fordelt hos 95 plejefamilier. 

STØT PÅ SMS

Skriv AKUT til 1277, så støtter du sommerens svigtede dyr med 50 kr.

Støt internaternes vigtige arbejde

Der er dog håb for de uønskede dyr på internaterne. Rigtig mange af dem finder nemlig nye hjem om sommeren. Sidste juli og august fik 1111 dyr et nyt hjem, fra Dyrenes Beskyttelse 8 internater.

”Killingerne er ofte lette at få afsat, men det er vanskeligere med de ældre katte. Det er vigtigt, at vi fortsat bliver ved med at støtte internaternes arbejde. De er med til at gøre en kæmpe forskel for uønskede dyr,” siger Jens Jokumsen.

Dyrenes Beskyttelse opfordrer potentielle dyrekøbere til at finde kæledyret på et af internaterne. Og hvis ikke man er på udkig efter et kæledyr, men blot vil støtte internaternes arbejde, så kan man støtte med en sms.