Rådyr

Pas på derude: Hjorte køres ned på stribe i årets sidste måneder

Højsæsonen for påkørte hjorte starter nu, og Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 forventer flere end 3500 henvendelser de næste tre måneder. Opfordringen lyder derfor: sænk farten og vær opmærksom, når du kører bil.

Skrevet af:
Jacob Lybek

Fra begyndelsen af oktober stiger antallet af henvendelser om påkørte hjorte markant hos Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812. I 2022 modtog vagtcentralen i alt 10.793 henvendelser om påkørte hjorte, hvoraf mere end en tredjedel fandt sted i oktober, november og december.

- Vi er netop gået ind i den kedelige højsæson for påkørsler. Der er ingen andre dyr, der fylder lige så meget i påkørselsstatistikkerne som hjorte. Om efteråret er der mange flere hjorte, der kommer galt afsted i trafikken. Vi kan ikke ændre på hjortenes adfærd, men til gengæld kan vi prøve at guide bilisterne til at undgå ulykkerne. Hvis farten sænkes på bestemte strækninger og tidspunkter, kan det føre til færre uheld, siger biolog (ph.d.) og projektleder hos Dyrenes Beskyttelse, Peter Gravlund Nielsen.  

- Her tænker vi selvfølgelig på de steder, hvor der specifikt skiltes med, at der er forøget risiko for, at hjorte krydser vejen. Men også generelt i områder med skov, eng og levende hegn langs vejene, hvor det er svært at se dyrene, før de dukker op på vejbanen, tilføjer Peter Gravlund Nielsen.

Dyrenes Beskyttelse anbefaler, at man er ekstra påpasselig, når man kører bil de kommende måneder. Hjortene er mest aktive om natten, og det er også i de mørke timer, at flest hjorte krydser vejene.

- Vi ved, at især i de mørke timer eller omkring skumring og dæmring, at hjortevildtet er aktivt. Og mange af påkørslerne sker netop tidligt om morgenen og sidst på aftenen. Så vi anbefaler, at man er ekstra opmærksom på disse tidspunkter, siger Peter Gravlund Nielsen, biolog (ph.d.) og projektleder hos Dyrenes Beskyttelse.

Sådan kan du forebygge hjortepåkørsler

  • Sæt farten ned, når du i tusmørke, om natten og i dæmringen kører gennem områder, hvor der er skov, eng, levende hegn eller lignende langs vejen.
  • Hold øje med lysende øjne i rabatten og sænk farten helt, hvis du ser dem.
  • Husk at hjorteskilte advarer om øget risiko for hjorte i området.
  • Vær opmærksom - en hjort kommer sjældent alene. Ser du én hoppe over vejen, så tro ikke at faren er drevet over. Der kan godt komme flere.

I 2022 modtog Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 flest henvendelser om påkørte hjorte fra disse kommuner:

1.Aalborg Kommune -392

2.Viborg Kommune -342

3.Hjørring Kommune -317

4.Frederikshavn Kommune -290

5.Vejle Kommune -268

6.Slagelse Kommune -260

7.Bornholm Kommune -257

8.Næstved Kommune -238

9.Aarhus Kommune -215

10.Odsherred Kommune -213

  • Ring 1812 hvis dyret er såret 
  • Bliv på stedet - hvis 1812 ved hvor ulykken er sket, kan de hurtigere sende hjælp
  • Hold afstand, så dyret ikke stresses
  • Hvis dyret er løbet bort, og schweisshundefører er tilkaldt, skal du markere, hvor påkørslen fandt sted 
  • Ring til Falck, hvis dyret er dødt