Den moderne tamgris stammer faktisk fra vildsvinet, som har levet vildt i mere end to millioner år. 

For 9.000 år siden begyndte man for første gang af gøre grisen tam. De tamme grise lignede vildsvinene, men med tiden har de tabt pelslaget, og så er soen blevet meget større.

De behov som tamgrisen har i dag ligner i det store hele dem, som vildsvinene havde og har den dag i dag. Behovet for at mudderbade, og for soens vedkommende; bygge en rede og passe sine unger.

I Danmark produceres over 30 millioner grise om året (40 millioner. inklusiv dem der dør). De bliver født af en million søer.

I naturen kan en so blive op til 15 år gammel. I den industrielle produktion bliver soen en til tre år gamle, inden hun bliver skiftet ud og sendt til slagtning, eller hun dør yngre i stalden af sygdom eller skader.
 

I naturen lever vildsvinet i små flokke af fire til seks søer og deres pattegrise. Den sociale adfærd er intakt i den moderne gris. 

Grisen er et socialt dyr, og indtil omkring syv-ugers alderen er grisen stærkt motiveret for at søge social kontakt med andre. Derefter opholder de sig helst sammen med dem, de mødte i den periode. Først i forbindelse med parring opsøger og møder grisen andre grise.

Grise etablerer sig naturligt i en rangorden, hvor højtrangerende individer har førsteret til f.eks. foder, vand og redepladser. Rangordenen betyder, at grisen ved, hvem der bestemmer uden at skulle kaste sig ud i unødige slagsmål. En stabil rangorden kræver, at grisene kender hinanden

I den industrielle produktion, hvor grise blandes mange gange - og ofte på alderstrin, hvor de ikke er motiverede for at møde fremmede individer, opstår der ofte problemer. Grisene kommer op at slås, bider hinanden og bliver stressede. 

Under frie forhold vil soen et til to døgn før fødslen søge væk fra sin flok og lede efter et egnet redested med naturlig beskyttelse, for eksempel i skovbevoksning med lavthængende grene. Her bygger hun omhyggeligt en rede afstemt efter årstiden, med blød, foret bund, faste sider og et tag af grene, så hun og hendes pattegrise kan ligge næsten helt skjult. 

I de fleste danske svinebesætninger anbringes den højdrægtige so i en helt smal fareboks mellem jernbøjler, der holder hende fast i boksen. Hun kan kun stå eller ligge på den hårde beton. Her skal hun føde sine unger.

Hun kan ikke søge væk fra de andre højdrægtige søer i naboboksene. Hun kan ikke vende sig rundt. Hun har enten ingen eller helt utilstrækkelige materialer eller bevægelsesfrihed til at bygge rede. Alligevel forsøger hun at udføre redebygningsadfærd.

Soen bygger rede, og fødslen, kaldet faringen, starter få timer efter, at hun er færdig med sit byggeri. 

Inden for det første døgn efter fødslen etablerer hendes pattegrise deres første rangorden, nemlig en patteorden. De tilkæmper sig hver en patte, som derefter er deres private, og som de altid søger hen til. Ved at have fordelt pladserne hos moderen, undgår de unødige slagsmål ved diegivning. 

Under frie forhold er smågrisene færdige med at spise hos moderen i en alder af 15-17 uger. Den moderne so er avlet til at føde i gennemsnit 20 grise, når de dødfødte tælles med. Mange søer får 25 grise - nogle over 30. Men hun har kun 14-15 patter. Et regnestykke der ikke går op og umuliggøre den naturlige patteorden. 

I produktionen er næsten alle søer forhindret i at yde omsorg for deres pattegrise, fordi de er fikseret mellem stålbøjler. Det bliver de med den begrundelse, at de ellers lægger sig på pattegrisene. Den risiko opstår imidlertid primært, fordi hun ikke har plads nok i stien, og fordi soen er blevet fremavlet til at føde for store kuld, hvor mange grise fødes små og svage. 
    
I den intensive produktion fravænnes pattegrisene brat i en alder af tre til fire uger.

Når man i produktionssystemerne ser grise søle sig i egen afføring og urin, er det, fordi de ikke på anden måde kan afkøle sig. Grise kan ikke svede, og det er livsnødvendigt for dem at kunne køle sig, når temperaturen stiger.

En gris har kun svedkirtler ved trynen og er afhængig af at regulere kropstemperaturen ved at mudderbade. Den foretrækker at søle sig i mudder, fordi det fordamper langsomt og dermed køler i lang tid.

Grisen er et renligt dyr, der i naturen går på toilettet langt væk fra sin rede- og hvileplads.

Det er ikke grisens natur at hvile eller rulle sig i urin og afføring. Modsat af hvad du måske tror, så lugter en gris ikke.