and

Mortensaften: Har du styr på anden?

Mortensaften står for døren, og i den anledning kommer der flere ænder i kølediskene rundt omkring i landet. Dyrenes Beskyttelse opfordrer forbrugerne til at kigge nøje på anden, før de beslutter, hvilken der skal med hjem til middagsbordet.

Skrevet af:
Mia Bonnichsen

Mortensaften betyder for rigtig mange danskere, at der skal and på middagsbordet. Det kan man se i kølediskene rundt omkring i supermarkederne, hvor der traditionen tro så småt er ved at blive fyldt op med ænder.

Men det er ikke ligegyldigt, hvilken and forbrugerne lægger i indkøbskurven. Det påpeger dyrlæge og master i vurdering af husdyrvelfærd fra Dyrenes Beskyttelse, Mia Bonnichsen:

”Der er stor forskel på ænderne i køledisken. Nogle kommer fra en produktion, hvor de har fået klippet spidsen af næbbet af eller aldrig har været udenfor. Andre har derimod beholdt deres næb, været ude i det fri og haft adgang til badebassiner, hvor de kan passe og pleje deres fjerdragt. Så det er værd at betale lidt ekstra for en and med bedre dyrevelfærd,” siger Mia Bonnichsen.

Derfor skal en and have adgang til det fri

Ænder har ligesom alle andre dyr en række naturlige behov, der er vigtige at opfylde. De skal både have en masse plads, hvor de kan strække vingerne, være nysgerrige og finde insekter i jorden og ikke mindst vaske og pleje deres fjerdragt med rent badevand.

Alt det kræver, at de har adgang til det fri, og det har dyrene har haft under mærket med ”Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse”. Det gør nemlig en verden til forskel for ænderne, om de kommer udenfor eller ej.

”Det er helt fundamentalt for ænders velfærd at komme ud under åben himmel, hvor de har plads til at udleve deres naturlige adfærd. En konventionel and går inde i en stald med meget lidt plads. Det gør især berberiænder stressede og aggressive over for hinanden, og derfor får de ofte klippet næbbet af,” fortæller Mia Bonnichsen, der rådgiver forbrugerne til i stedet at købe pekingænder.

Dyrenes Beskyttelse opfordrer forbrugerne til at vise deres holdning til ænders velfærd, når de vælger and i køledisken. Deres beslutning har en afgørende betydning for udbuddet i supermarkederne.

Sådan lever ænderne under ”Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse”

Der er mange fordele som and, hvis man lever under mærket ”Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse. Mærket sikrer, at ænderne har:

 

Adgang til det fri

Flokken har adgang til et udeareal med god plads, hvor dyrene kan bevæge sig frit og udleve naturlig adfærd.

Naturlig døgnrytme

Der er krav om dagslys. Derfor har dyrene en naturlig døgnrytme.

Små flokkene

Dyrene holdes i mindre flokke bestemt ud fra art og adfærd.

Hele næb og kløer

Ingen ænder under mærket "Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse" får klippet hverken næb eller kløer.

Adgang til badevand

Ænder skal altid have adgang til vand, så næb, næsebor og hoved kan holdes rent. Det har ænder under mærket "Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse".

Et liv på friland 

Dyrene lever hovedparten af deres liv på friland. 

Kort transporttid

Ænder og gæs bliver transporteret mindre end otte timer, før de når slagteriet.