Den danske jungle på Djurs

Buen over den lille havelåge er af grønne ranker og kræver, at man dukker sig lidt. Herfra er alt fortættet som jungle og blomstereng i et. Små stier går rundt om frodige høje af blomsterbede.

Det kan næsten lykkes at fare vild på de få meter til den modstående havelåge, som skal findes for at komme om på forsiden af det selvbyggede halmhus på Friland 30, Djurs. Det kunne være et komprimeret parkanlæg med staudebede – og det er det på sin vis også. Med det afgørende tvist, at alt er spiseligt på turen gennem Permakulturen Myrrhis’ skovhave.

På et areal, der ikke er større end en almindelig parcelhusgrund, har Tycho Holcomb og Karoline Nolsø Aaen godt 200 forskellige slags flerårige grøntsager. Anlagt så minutiøst og efterhånden så tæt, at græs ikke overtager, og der kun er det ukrudt, som er inviteret indenfor, fordi det smager så godt og passer sig selv. I det hele taget er skovhaven en stor revision af, hvad der er ukrudt, og hvad der er en gave at have.

Turen med Tycho rundt i skovhaven tager lang tid, fordi der er meget at se, spørge om og smage på. Sankthansurt med sprøde saftige blade og en mild smag; skovløg med svævende kupler; sødskærm, som med sit latinske navn Myrrhis har lagt navn til skovhaven, og hvis aromatiske frø smager kraftigt af anis og sødt. Det hele skabt på få år.

”Da vi kom hertil i 2012, var det en bar mark,” fortæller Tycho, der er selvlært gartner og oprindeligt fra Californien, hvor han allerede fra barn drømte om ”at skabe et sankeparadis til selvforsyning lige uden for døren.”

Skovhavemenu

Frokosten i forhaven viser, at det ind i mellem lykkes at realisere drømme. De to har selv bygget halmhuset, der er lige dele hobbitbo og norsk tømmerhytte og fuldt funktionsdygtigt med f.eks. tørreloft til nødder, agern og urter.

Brændenælderne bliver pulveriseret ved at skrubbe de tørrede planter over et gitter. Bump og raspende lyde af den manuelle proces, som tre praktikanter tager sig af, lægger lyd til dagens møde om flerårige afgrøder. Maden er i sig selv et katalog over ingredienserne i en kost, der er hentet i haven.

Karoline præsenterer: en lynstegt panderet af elefanthvidløg, flerårig grøntkål, stolthenriks-gåsefod, spinatranke, merian og mere til; en stor gryde kogte frø fra stolthenriks gåsefod, der til forveksling ligner og smager som quinoa; rugbrød med brændenælde; salat af rød havemælde, bronzefennikel, flerårige grøntkål, Sankthansurt, daglilje og ja, mere til; szechuanpeber som krydderi, og så er der Kefirsyrnet fløde, ost og æg i flere farver fra hønsene ude på den mark, som vi senere går ud på.

Stolthenriks gåsefod, som leverer frøene til den nordiske quinoa, er en af yndlingsafgrøderne i Permakulturhaven Myrrhis.

”Det er en af vores yndlingsplanter, fordi den giver frø, der kan bruges på linje med quinoa, og de nye blade og topskud kan spises på linje med spinat. Den kan høstes ret tidligt på sæsonen, og så er det en flerårig afgrøde, der i det store og hele passer sig selv,” siger Tycho som forklaring på, at Stolhenriks gåsefod er sådan et hit. Her giver det point at være selvhjulpen og leve i mange år. De planter, han høster fra i skovhaven, er syv år gamle og i topform.

”I skovhaven vokser den i halvskygge under nogle små frugttræer. Derfor har den har potentialet til at trives under træer i et skovlandbrug, hvor man kan høste den, før man skal til træerne for at høste frugten senere på sæsonen, og så skyder Stolthenriks gåsefod igen og er klar til næste års høst,” siger Tycho og fortæller, at det er en gammel bondeafgrøde, som var på næsten hver eneste gård i hele Europa, mest som bladgrønt, frem til den industrielle revolution, hvor planten blev glemt til fordel for spinat, der har en længere holdbarhed, når den er plukket.

Sankthansurt er en anden favorit. Paradoksalt nok er planten på Fødevarestyrelsens liste over planter, som det ikke anbefales at spise, fordi der ikke er tilstrækkeligt kendskab til den.

Tycho ryster let på hovedet: ”Det er en gammel kulturplante, som mennesker har spist i årtusinder.”

På listen er også agern og sødskærm, fortæller Karoline.

”Jeg har listen derinde. Den er helt våd, fordi jeg har grædt over den,” siger hun og griner, selvom hun for alvor er træt af den liste, som fraråder mange af de gamle spiselige planter.

Udvidet høst til dyr og mennesker

På parrets top tre er også spinatsyre, som til forveksling ligner skræpper, men slet ikke er det.

”Det er en af de tidligste grøntsager, som får store flotte blade. Den giver meget mad og kan høstes allerede fra marts. Derefter går den i blomst, og så kan den høstes igen senere på året fra august til november. I mellemtiden går den helt ned i jorden, så andre planter kan vokse op og fylde og høstes, hvorefter den kommer igen. På den måde udvider de flerårige grøntsager også høstsæsonen temmelig drastisk i forhold til den almindelige høstsæson i landbruget,” forklarer Karoline og Tycho, der supplerer hinanden i det meste, når de fortæller om produktionen.

Ifølge de to er spinatsyre sammen med takkeklap også et godt bud på foderplanter til dyr. En repræsentant for takkeklap står i forhaven, hvor vi sidder. Den blomstrer i gult og smager af karse og en smule afrundet af kål. De kan sås på marker, der eksempelvis er renset i bund af grise og spises af græssende dyr, uden at planterne går tabt.

”Takkeklap er formet sådan her,” siger Karoline og vender hånden op som en roset med fingrene opad, ”så kan en mule tage topskuddet i midten af planten, som vokser videre ud til siderne. Det kunne være sjovt at prøve af.”

Eksperimenter på markniveau er parret allerede i fuld gang med. Udover de 920 kvadratmeter, der rummer hus, drivhus, urination station, vandhave og skovhave både for og bag, har parret forpagtet fire hektar mark lige på den anden side af grusvejen.

Rækker af alskens flerårige og få enårige planter breder sig i nøje gennemtænkte retninger i forhold til landskabets hældning og orientering. Mange nye træer er plantet i vekselvirkning med lavere afgrøder, som kan skygge, holde på fugten og bygge muldlaget op, når de er høstet, og planteresterne bliver lagt på jorden. Et sted er det eksempelvis kartofler, som har vist sig at være nyttige i starten af træernes levetid og til at hjælpe et opvoksende skovlandbrug på vej.

Heste giver rugen forspring

Her er også rækker af elefanthvidløg, der ligner en porre, men kan skæres af i jordhøjde og derefter skyde op igen, og så er der selvfølgelig kål i alle afskygninger og generationer, kulminerende med et kåltræ på vel en meters højde og med kålhovedet som trækrone.

Mellem stykkerne græsser høns, kaniner og gæs - lejlighedsvist også Karolines to islandske heste på den bageste mark, hvor græsset skal gnaves helt ned.

”Vi sætter hestene på her for, at de kan bide græsset helt ned. Derefter sår vi rug i græsset, så den kan nå at vokse op over græssets højde, så vi kan høste rugen og derefter lade græsset gro videre,” forklarer Karoline. Rugenes aks svajer ganske rigtigt en del over græsset. Stråene er lange. Nok halvanden meter.

”På det her stykke har vi rug til et års forbrug af rugbrød til os selv,” siger Karoline og peger ud over stykket på 10 gange 40 meter.

Udover at være vigtige for at slå græsset er kaniner, gæs, høns og Spelsaufår leverandører af kødet i parrets kost. De spiser kun kød fra de dyr, som de selv har produceret.