Grøn griseglæde i blomstrende skovlandbrug

Grisene kom på græs i går. Niels Bjerregaard må kalde flere gange på den so, som står med trynen begravet i grønt. Så kommer hun og kuldet af smågrise i overraskende hurtig galop og med flaprende ører. De små smutter af sted som en fiskestime med sølvglimt. Der bliver serveret valset byg, som har stået i støb, altså i vand, så det er blevet en slags kold grød. Brødrester til dessert. Men det nye søde forårsgræs kan i den grad konkurrere på menukortet.

”Det er en fornøjelse, når grisene kommer på græs her i foråret,” siger Niels, som står for en stor del af den daglige drift på Katrinelunden ved Sorø. Aftenfodringen er de dog som regel to om.

”Det er fantastisk at sidde ved dyrene, når vi fodrer. Vi giver os god tid og snakker med dem,” siger Rikke Haugaard, mens hun læner sig ind over foldens anden so og giver den en halvvejs krammer.

Selvom sortbroget gammel dansk landracegris er en relativt mindre og langsommere voksende race end industrilandbrugets grise, så er soen meget større end sin ejer. Blandt de sortbrogede grises store fordele er, at det er en adræt og selvhjulpen so, der er god til at fare og passe grislinger og kun yderst sjældent kommer til at lægge sig på sine pattegrise. I den retning betyder det også meget, at søerne lever et friluftsliv med masser af bevægelse, så de er i god form.

På Katrinelunden bor de seks søer i arkitekttegnede telte med lys, luft, masser af halm og med adgang til skovstykker og græsgange i et skifteholdssystem.

Livligt landbrug i lange baner

Telte, træer og græsgange adskilt af striber af billebanker og foderhække giver en helt egen profil på det seks hektar store skovlandbrug. Det er et varieret landskab med masser af toppe som skyline. Gårdejerne har plantet vilde æbler, blommer, kastanjer, eg, aronia, kræger, mirabelle, tjørn, hassel og røn.

Træer og buske kommer med tiden til bogstavelig talt at kaste alt mulig godt af sig. Frugt og skygge til grisene, som jo oprindeligt er skovdyr, hjemsted for insekter og fugle, og så er sådan et skovlandskab med træer, flerårige afgrøder og vedvarende græs både kulstoflagrende og fyldt med liv.

”Jeg ønsker mig et sammenhængende skovlandbrug fra Sorø til Fjenneslev. Sammen med andre, der kan se ideen i det,” siger Rikke Haugaard om strækket fra Katrinelunden, der har Sønderskoven som skel, til landsbyen Fjenneslev omtrent fem kilometer væk i nordøstlig retning. På vejen ligger der adskillige små landbrug. Mange af gårdejerne kender Niels og Rikke. Hun er dynamo i parrets udadvendte og netværksskabende liv bl.a. som det, hun selv kalder ’svinfluencer’ som blogger på Landbrugsavisen.

Den vilde lade

Lige nu er Katrinelunden i gang med at starte en forening om initiativet Den vilde lade. Planen er at bygge en åben ladebygning – i bæredygtige materialer selvfølgelig - med faciliteter til at tørre f.eks. skinker og dertil et produktionskøkken, hvor der kan laves sunde og lækre måltider af alt det vilde i landskabet. Hensigten er at formidle principper og praksis i vildt landbrug.

Altså et landbrug der arbejder med naturens teknologier i form af kulstoflagring i dyb muld og rødderne på træer, buske, flerårige afgrøder og vedvarende græs med græssende dyr og stor biodiversitet. En fødevareproduktion på naturens præmisser, der giver sunde og velsmagende måltider baseret på mestendels planter og kød som krydderi.

Nakkefilet som supersnack

Inden vi gik ud til grisene serverede Niels en appetitvækker inde ved spisebordet i stuehuset. En saltet og tørret nakkefilet skåret i tynde spåner. Det slår de fleste salte snacks med flere længder, og så ser det godt ud med den hvide fedtmarmorering.

”Kamstegen er jo et hit med blødt lyserødt kød og sprøde svær. Den er altid hurtigt udsolgt. Men nakkefiletten er min yndlingsudskæring. Den er meget mørkere og fedtmarmoreret og kan krydres kraftigt. Fedtet bærer smagen med ind i kødet, som falder fra hinanden i dejlige lunser”, siger Rikke, næsten med mundvandet drivende ved tanken om sådan en veltilberedt nakkefilet. Den, der ligger på spækbrættet, er den saltede og tørrede udgave – ikke den, der falder fra hinanden – men en konserveret udgave, der betyder, at man ikke har det mindste ondt af dem, der gennem tiden har brugt tørret strimlet kød som nødproviant.

Søde, unge og gamle

Men tilbage til ruten udenfor, som nærmer sig slutningen. Vi går forbi fælleshaverne, hvor Rikke byder på flerårig kål i blomst. Man kan guffe både blomster og blade i sig på stedet. Det smager sødt fra blomsterne og er sprødt med en lille kålsmag. Vi passerer ornen Grisman på vejen og knipser et billede, da han villigt poserer med en blomstrende ung mirabelle i forgrunden og et gammelt egetræ i baggrunden.

”Vores skovlandbrug tager form nu. I starten er det bare hegning - for at beskytte de nyplantede træer, men nu kan vi begynde at se træerne, og hvordan det hele kommer til at se ud,” siger Rikke og tilføjer: ”Det er det, vi kan sidde at betragte, når vi fodrer grisene og giver os tid.”