Dyrenes Beskyttelse emblem koral

Ægtivisterne vinder historisk sejr: Buræg på vej ud af detailhandlen

I Dyrenes Beskyttelse kipper vi med flaget efter 36 års kamp for udfasning af burhøns i den danske æggeproduktion. Vi har nu nået en historisk milepæl, og detailbranchen har vist vejen. Tak til vores ægtivister og vores medlemmer for indsatsen! Husk, du kan stadig hjælpe os med at kæmpe videre mod skjulte buræg i fødevareproduktionen.

Skrevet af:
Dyrenes Beskyttelse

Den forgangne uge har budt på en historisk sejr for dyrevelfærden i Danmark. Den ene supermarkedskæde efter den anden har stået på nakken af hinanden for at melde udfasning af buræg i deres butikker. Først kom Aldi, dernæst Rema1000 og til sidst Dagrofa med supermarkedskæderne Kiwi, Meny, Spar, Min Købmand og Let Køb under sig.

Udmeldingerne kommer oven på, at dansk detailhandels to største kæder, COOP og Dansk Supermarked, tidligere i år har meldt ud, at de starter udfasning af buræg i deres butikker.

”Jeg er uendelig stolt og glad. Vi startede vores kamp mod buræg tilbage i 1980, så det er 36 års kamp, som nu for alvor viser resultater. Alle store supermarkedskæder i Danmark har tilkendegivet, at de udfaser buræg i deres butikker i et eller andet omfang, og det er en vigtig sejr for dyrevelfærden i Danmark. Buræg er ikke og bliver aldrig god dyrevelfærd. Det er en forældet måde at holde dyr,” siger Britta Riis, direktør i Dyrenes Beskyttelse.

Tak til ægtivisterne

I Dyrenes Beskyttelse er vi slet ikke i tvivl om, at det er den kamp, vi indledte med ægtivist-kampagnen i maj 2013, der har drevet forbrugerne og detailhandlen i den retning. I kampagnens første leveår faldt salget af buræg også med hele 7 % for første gang i mange år. Det var ikke sket uden den store folkelige opbakning.

”Ægtivisterne er jo blevet en folkebevægelse. Det store bidrag i kampen mod buræg, de har leveret, har haft stor betydning for dyrevelfærden i Danmark. Der er sket et stort skred i forbrugernes holdning til dyrevelfærd inden for de seneste år. Og det betyder meget, at forbrugerne har gjort deres stemme gældende over for en detailbranche, som har været lydhør over for deres ønsker”, siger Britta Riis.

Der er stadig en kamp at kæmpe for ægtivisterne

Selv om kampen mod buræg nu har nået en historisk milepæl, er der stadig et stykke vej for ægtivisterne. Ægtivist-kampagnen stiller skarpt på de fødevareproducenter, der stadig anvender skjulte buræg i deres produkter.

”Skjulte buræg spiller stadig en rolle i de færdigproducerede fødevarer, vi køber. Rigtig mange af de buræg, der bliver spist i Danmark, er skjulte buræg. Det er ikke fair for de rigtig mange forbrugere, der helt bevidst undgår at købe buræg, og der er ingen tvivl om, at vi her også vil se en rivende udvikling i den kommende tid. Vi vil også se på buræggenes rolle i bl.a. kantine- og cateringbranchen, samt hotel og restaurationsbranchen. Her er der stadig en kamp at kæmpe,” siger Britta Riis. 

Dyrenes Beskyttelse opfordrer alle, der har lyst til at støtte op om kampen mod buræg, til at vise deres støtte på underskriftsindsamlingen www.ægtivist.dk
 

Tidslinje: Resultater i kampen mod buræg

2013 (maj): Dyrenes Beskyttelse opfordrer i ny kampagne detailhandlen til at droppe buræg
2013 (maj): Toms melder ud, at de fjerner buræg fra deres chokoladebarer 
2013 (juli) Fjerkræbranchen beslutter at stoppe med at næbkupere burhøns
2013 (aug): Kvickly melder ud, at de fjerner buræg fra hylderne 
2013: Salget af økologiske æg stiger med 24 %. 
2014 (maj): Dyrenes Beskyttelse sætter fokus på skjulte buræg i fødevarerne 
2014 (maj): Arla dropper buræg i koldskålen 
2014 (juni): Branchen beslutter at stoppe med at næbkupere skrabe- og fritgående høns 
2014 (aug): Irma beslutter sig for at fjerne skjulte buræg fra egne varer. Solgte i forvejen ikke buræg. 
2014/2015: Flere detailkæder stopper med at afvikle priskampagner på buræg. 
2015 (nov): Lidl beslutter at droppe buræg og fjerne de skjulte buræg i egne varer. 
2013-2015: Salg af buræg er faldet med 10 % i perioden. Salget af økoæg er steget med 22 % 
2016 (jan): Nemlig.com fjerner buræg. 
2016 (marts) Coop melder ud, at de udfaser buræg frem mod 2020. 70% af de skjulte buræg i egne varer vil være udfaset i 2020.
2016 (juni) Dansk Supermarked melder ud, at de dropper buræg i Føtex, Bilka og Netto. Føtex i 2016 og Bilka og Netto i 2017. Også udfasning af buræg i egne varer. Målsætningen er at dette sker senest i 2019.
2016 (august) Aldi - I DK forventes udfasningen i 2020. Også udfasning af buræg i egne varer. Aldi worldwide – 2025.
2016 (august) Rema1000 – medio 2018. Skjulte buræg udfases også inden 2019.
2016 (august) Dagrofa – Meny og Kiwi buræg udfases inden 2020, inkl. skjulte buræg i egne varer.