Det var bekymrede haveejere, der fandt en nyfødt egernunge med blod på tænderne i deres have. Den var faldet ud af reden under et blæsevejr, og dens mor var ikke kommet for at hente den.

En cirka to uger gammel egernunge blev fundet i live efter at være faldet ud af reden. Det skete i forbindelse med et blæsevejr i Ebeltoft, hvor nogle haveejere havde fundet den lille unge helt alene og med blod på tænderne.
Der blev ringet til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812, og det nyfødte egern blev hastet til Tranbjerg Vildtplejestation, hvor vildtplejer Dorthe Madsen tog kærlig hånd om den. Blødningerne blev stoppet, og ungen tog godt imod mælk.
Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 har i april måned i år modtaget hele 22 opkald om egernunger fra bekymrede borgere, hvilket indtil videre er flere end april sidste år, der ellers endte som den travleste måned i 2024 med samlet 57 opkald.

Hold hund og barn væk
Hvis man finder egernunger alene, er det vigtigt, man ikke samler dem op og tager dem med sig. Ofte er moderen nemlig lige i nærheden, selvom det ikke var tilfældet for den blødende unge. Man bør derfor holde afstand til egernungerne og holde hunde og børn væk, men stadig have et vågent øje på ungerne.
- Hvis man finder egernunger alene, skal man holde sig på afstand. Moderen tør ikke nærme sig sine unger, når vi mennesker er for tæt på. Når ungerne bliver hjemløse, inden de er klar til at stå på egne ben, er det altafgørende, at de hurtigst muligt kommer tilbage til deres mor, fortæller Peter Gravlund Nielsen, der er biolog hos Dyrenes Beskyttelse.
Er man i tvivl om, hvad man skal gøre med ungerne, kan man altid ringe til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812.
Fæld ikke dit træ i yngleperioden
Egernet begynder parringen, mens det stadig er vinter, og ungerne kommer til verden mellem marts og oktober. I et kuld får et egern mellem tre og syv unger i reden. Den etablerer én primær rede højt oppe i træet og laver flere mindre reder rundt om i træerne, der består af kviste, bark, græs og mos.
- Egern bruger rederne i haverne året rundt, men især fra marts måned og frem til efteråret er der aktivitet og unger i rederne højt i trækronerne. Derfor kan du hjælpe egernet og dets unger ved at undlade at fælde træerne i den periode, lyder det fra Peter Gravlund Nielsen.
I 2024 fik Dyrenes Beskyttelses 222 opkald om egernunger fra dyrebeskyttere. Af dem kom omkring halvdelen i forårsmånederne.
Hvis det kan konstateres, at ungen ikke er i nød, er det vigtigt at lade den være i fred, så moderen kan hente ungen tilbage til reden hurtigst muligt.