En haveejer kom galt afsted, da et træ, en solbeskinnet forårsdag, blev fældet. En egernrede med fire unger faldt på jorden og blev med ét fjernet fra moderen. Det kan i værste tilfælde få fatale konsekvenser.

Stigende temperaturer sender flere og flere danskere i arbejdstøjet for at ordne haven. Hækken skal klippes, græsset slås og træet fældes. Men for en haveejer blev træfældningen hurtigt til en krisesituation, da en egernrede med fire unger faldt til jorden.
Den bekymrede haveejer ringede omgående til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812, der kort kunne konstatere, at ungerne var uskadte. I en lille busk, halvanden meter over jorden, blev reden forsøgt rekonstrueret tæt ved træet, så moderen kunne finde sine unger igen.
Når ungerne bliver hjemløse, inden de er klar til at stå på egne ben, er det altafgørende, at ungerne hurtigst muligt kommer tilbage til deres mor.
Peter Gravlund Nielsen, biolog hos Dyrenes Beskyttelse.
Efter rekonstruktionen lød vejledningen fra vagtcentralen, at haveejeren skulle holde god afstand og i et par timer holde øje med, om ungerne blev hentet. Hvis ungerne ikke var hentet efter fire timer, eller de var blevet kolde, skulle der igen ringes 1812.
Når en egernrede under træfældning falder ned, eller man finder egernunger alene, er det vigtigt, man ikke samler dem op og tager dem med ind. Ofte er moderen nemlig lige i nærheden. Man bør holde afstand til ungerne og holde hunde og børn væk, men stadig have et vågent øje på dem.
- Hvis man finder egernunger alene, skal man holde sig på afstand. Moderen tør ikke nærme sig sine unger, når vi mennesker er for tæt på. Når ungerne bliver hjemløse, inden de er klar til at stå på egne ben, er det altafgørende, at ungerne hurtigst muligt kommer tilbage til deres mor, fortæller Peter Gravlund Nielsen, der er biolog hos Dyrenes Beskyttelse.

Fæld ikke dit træ i yngleperioden
Egernet begynder parringen, mens det stadig er vinter, og ungerne kommer til verden mellem marts og oktober. I et kuld får den mellem tre og syv unger i reden, der sidder højt oppe i træet, tæt ind til stammen.
Den halepjuskede klatrer etablerer én primær rede og laver flere mindre reder rundt om i træerne, der består af kviste, bark, græs og mos. Men for ikke at ende i samme situation som den uheldige haveejer, hvor reden ender på jorden, skal man ikke fælde havens træer i yngleperioden.
- Egern bruger rederne i haverne året rundt, men især fra marts måned og frem til efteråret er der aktivitet og unger i rederne højt i trækronerne. Derfor kan du hjælpe egernet og dets unger ved at undlade at fælde træerne i den periode, lyder det fra Peter Gravlund Nielsen.
I 2024 fik Dyrenes Beskyttelses 222 opkald om egernunger fra bekymrede dyrebeskyttere. Hvis det kan konstateres, at ungen ikke er i nød, er det vigtigt at lade den være i fred, så moderen kan hente ungen tilbage til reden hurtigst muligt.

En uvis skæbne
Efter nogle timer med ro i haven og dermed mulighed for, at egernmoderen kunne hente sine uger, var det tid til at tjekke den rekonstruerede rede. Haveejeren havde ikke selv set egernet være i reden, men til sin lettelse kunne det konstateres, at der nu kun var tre egernunger tilbage.
Med vejledning fra Vagtcentralen 1812 blev det aftalt, at moderen skulle have længere tid til at hente de resterende unger. Samtidig skulle der fortsat holdes opsyn med reden. Vagtcentralen hørte aldrig fra haveejeren igen, og vi formoder, at resten af ungerne også blev hentet.
Hvis du som haveejer har fældet eller beskåret et træ og står tilbage med levende egernunger på plænen, får du her de bedste råd til, hvad du kan gøre:
- Hold dine husdyr væk fra haven. Hvis der er fred og ro, vil egernmoderen forsøge at hente sine unger med hen til en ny rede.
- Er ungerne ikke hentet af moderen i løbet af fire til fem timer, eller er det koldt og regner, kan du ringe 1812. Her kan du få råd og vejledning til, hvordan du giver egernungerne de bedste chancer for at overleve.