Hund i løb
De fleste hundeejere har faste rutiner for fodring og gåture. Det er dog ikke ligegyldigt, i hvilken rækkefølge aktiviteterne foregår, hvis man vil passe godt på sin hund. Foto: Cathrine Cocks.

Mavedrejninger hos hunde kan være livsfarligt

Fodrer du hunden, inden I går tur? Så skal du måske overveje at ændre jeres vaner. Hunde kan nemlig blive ramt af mavedrejning, hvis de er meget aktive lige efter, de har spist. Og mavedrejning kan i værste konsekvens koste dem livet.

Skrevet af:
Fie Bau Madsen

De fleste hundeejere har faste rutiner for fodring og gåture. Det er dog ikke ligegyldigt, i hvilken rækkefølge aktiviteterne foregår, hvis man vil passe godt på sin hund. Efter fodring er særligt store hunde disponerede for lidelsen mavedrejning, som i værste fald kan være dødelig.

Mavedrejning er en meget akut tilstand, hvor mavesækken roterer rundt om sin egen akse, ofte en hel eller en halv omgang. Det resulterer i, at indgangen til og udgangen fra mavesækken lukkes til, så luft og væske ikke kan komme ud. Når det sker, gæres indholdet i mavesækken, og maven svulmer kraftigt op. Derudover klemmes blodkarrene, og blodforsyningen lokalt til mavesækken og til hele forreste del af kroppen nedsættes.

- Mavedrejning er meget akut og kan være næsten umuligt at behandle. Desværre oplever vi en gang imellem, at hundeejere ikke ved det og tager deres hund med ud på tur i god mening, men med fatale konsekvenser, siger Anders Højgaard Tølbøll, dyrlæge i Dyrenes Beskyttelse. Han fortsætter:

- På vores internater fodrer vi altid efter gåture, så vi er sikre på, at der ikke sker noget med hundenes maver. Vi fodrer også gerne flere gange om dagen, så maden fordeles over hele dagen i stedet for, at de får det hele på én gang.

Dyrenes Beskyttelse råder derfor hundeejere til ikke at fodre deres dyr inden meget fysisk aktivitet. Det kan være lange gåture, meget trappegang eller legeaftaler med andre hunde.

Hvad er symptomerne?

Hvis maven begynder at svulme op, og hunden forgæves forsøger at kaste op, kan det godt være et tegn på mavedrejning. Hunden kan også udvise tegn på smerte fra maven, blandt andet ved ikke at kunne lægge sig eller være meget urolig. Hvis maven først har drejet sig, vil symptomerne komme hurtigt.

Særligt store hunde er disponerede for mavedrejninger. Det skyldes deres kropsbygning og, at deres mavesæk bevæger sig mere i bugen.

Det er vigtigt, at man som hundeejer reagerer hurtigt og kontakter sin dyrlæge, hvis man oplever ovenstående symptomer. For at kunne stille en sikker diagnose tages et røntgenbillede af bughulen.

Kan det behandles?

Mavedrejning er en akut lidelse, som kræver behandling med det samme. Typisk vil hunden blive stabiliseret med væske og smertestillende, hvorefter den opereres, og mavesækken vendes tilbage til sin normale position. Dette sker normalt inden for få timer efter ankomsten til dyrehospitalet. I følge dyrlæge, Frederik Meyland-Smith opererer Københavns Dyrehospital mellem otte til ti hunde om året. Disse tal er kun de hunde, som behandles der. 

- Mavedrejning kan heldigvis behandles, men det er også forholdsvis nemt at undgå i første omgang. Det kan virkelig betale sig at sørge for, at hunden altid luftes, før den fodres, siger Anders Højgaard Tølbøll.