Susannes hjerte

Det var en helt almindelig dag. Susanne Olsen var kommet hjem fra en travl kongres i fagbevægelsen. Hun elskede at have fart på og gang i den, og arbejdet med at arrangere store kongresser, hovedbestyrelsesmøder og stormøder passede hende godt. Hun kørte ned til sine forældre og hentede sin hund Uffe, en dværgpuddel, og glædede sig til en forlænget weekend, hvor der skulle slappes af. Trætheden var naturlig efter kongressen, tænkte 47-årige Susanne Olsen og gik i seng. Det næste, hun husker, er, at hun vågnede op igen på hospitalet.

Hunden reddede mit liv

I dag er Uffe blevet afløst af de to sorte dværgpudler Anja og Viktor, der hopper ud af hver deres transportkasse i bilen, klar til at gå en tur i parken. Det er en grå efterårsdag, og vinden tager i hundenes krøllede pels. Susanne Olsen har knappet frakken og tager de to hundeseler i hånden.

"Mine hunde betyder alt for mig, det er der ingen tvivl om. De er lige så vigtige som mand, børn og børnebørn, og hunden var med til at redde mit liv," siger Susanne Olsen.

Det er 10 år siden, Susanne Olsen vågnede op på hospitalet, ramt af en blodprop i hjertet. Falck-redderne har fortalt, at da de kom med ambulancen, lå hendes hund Uffe med snuden inde i hendes hånd. Falck-redderne mener, han har reddet hendes liv ved at puffe til hende, mens hun lå på gulvet, ramt af blodproppen.

"Vi skal nok hjælpe mor," sagde Falck-redderne til hunden og gik i gang med at behandle blodproppen.

Uffe blev liggende med snuden i Susanne Olsens hånd, mens behandlingen stod på. En del af Susanne Olsens hjerte blev ødelagt af blodproppen, og hun lever i dag med kronisk hjertesvigt. Det er en sygdom, hvor hjertet har nedsat pumpefunktion, og hvor man derfor let bliver udmattet, træt og forpustet.

Op og afsted

Efter blodproppen gav lægerne Susanne Olsen fem år at leve i. Hun fik besked om, at hun ikke kunne arbejde længere, og hendes verden blev vendt på hovedet.

"Hunden har sørget for, at jeg kom op at stå, ud at få motion, og at jeg fik livet og livsmodet tilbage," fortæller Susanne Olsen.

For fire år siden flyttede dværgpudlen Viktor ind hos Susanne Olsen, og for tre år siden fik de selskab af Anja. I dag har Susanne Olsen levet fem år længere end lægerne forudså. Ikke kun den daglige gåtur og motion har hundene hjulpet med. De har i høj grad også været med til at give Susanne Olsen livsgnisten tilbage igen.

"Du bliver glad, for så laver de tosserier, og så kan du ikke lade være at grine indimellem. Hvis du er ked af det, så kommer de med pibedyr for at få dig i bedre humør. Der sker hele tiden et eller andet, hvor man kan få smilet frem, hvis man er lidt opmærksom på det," siger Susanne Olsen.

Det var også noget, de lagde mærke til på hjerteafdelingen på hospitalet, hvor de kaldte Viktor for Susanne Olsens lykkepille.

Hundenes beroligende effekt

Efterårsbladene ligger spredt på stien, og tempoet er roligt. Engang imellem stopper Susanne Olsen. Nogle gange tager gåturen to timer, andre gange en halv, det afhænger af hjertets form. På nogle dage mærker Susanne Olsen ikke meget til det syge hjerte, andre dage er den gal. Det er især vejrtrækningen, der kan give problemer, for nogle dage kan Susanne Olsen ikke få luft.

"Det første, der sker, er frygt, og så begynder man at hyperventilere. Man føler panik med det samme, og jeg tror ikke, man kan lære at mangle luft," forklarer Susanne Olsen.

Når det sker, kommer hundene til hjælp. Anja lægger sig tæt op ad Susanne Olsen, og Viktor skal helst op at sidde hos hende. Ved at sidde og klappe hundene bliver panikken dæmpet, og Susanne Olsen kan igen begynde at trække vejret roligt:

"Den der paniske angst du får, når det sætter ind, den er de med til at få dæmpet, så jeg kan få trukket vejret godt igennem."

Det har taget 10 år, men nu er Susanne Olsen endelig ved at acceptere sin nye hverdag. Hun går en tur om dagen, for mere kan hun ikke klare, og resten af hundenes gåture sørger hendes mand for. Ude på gåturene står hundene for en stor del af kontakten til andre mennesker. Der bliver sludret om hunde og hverdag, og Susanne Olsen nyder ikke hele tiden at tale om sygdom:

"Det kan nemt blive lidt gråt kun at tale sygdom for både den syge og omgivelserne, og hunden kan skabe kontakten til den almindelige samtale. Det er vigtigt, du får mulighed for at tale med mennesker på samme niveau, som da du var rask, og føle, du er med i en dagligdag."

Den almindelige dagligdag er hundene Anja og Viktor i den grad med til at bidrage til, da de hopper ind i bilen igen og gør klar til at køre hjem.