Har du planer om at fælde det træ, der i mange år har skygget for udsigten fra haven? Så kan du risikere at gøre en hel egernfamilie hjemløse. Undlad at fælde og beskære træerne fra marts til oktober.
Foråret er over os, og haveejere over hele landet trækker i arbejdstøjet. Haverne skal nemlig klargøres til sommersæsonen, og i rigtig mange danske haver er klargøring lig med træfældning. Men for de dyr, der bor i træerne, betyder træfældning ofte hjemløshed midt i yngleperioden.
Især for egernunger kan det have fatale konsekvenser.
Hos Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 er de første anmeldelser om egernunger fundet på jorden allerede tikket ind. Egernunger kan havne på jorden af flere årsager. Reden kan blæse ned eller falde af andre grunde. En af disse er træfældning og Camilla Jensen, Teamleder i Vagtcentralen, opfordrer derfor haveejere til at vente med træfældning:
”Egern bruger rederne i haverne året rundt, men især fra marts måned og frem til efteråret er der aktivitet og unger i rederne højt i trækronerne. Derfor kan du hjælpe egernet og dets unger ved at undlade at fælde træerne i denne periode.”
Egern får hvert år mellem to og tre kuld unger, som typisk ligger ti til elleve uger i reden.
Undgå træfældning fra marts til oktober
Vagtcentralen 1812 får opkald, der typisk kommer fra haveejere, som har fældet træer, hvorefter en egernrede, fyldt med unger, er dumpet ned i haven. I Disneys Juleshow er det en sjov og hyggelig begivenhed, når Anders And fælder Chip & Chaps grantræ, men i den virkelige verden er der ikke meget at smile af. Hvis reden falder, inden ungerne er klar til at flytte fra mors skørter, spås de, af Dyrenes Beskyttelses biolog, ikke gode chancer.
”Man bør helt undgå at fælde træer mellem marts og oktober. Når et redetræ fældes, bliver ungerne hjemløse, inden de er klar til at stå på egne ben. Og det betyder altså ofte, at egernungerne ikke overlever,” udtaler Michael Carlsen.
Er man alligevel kommet til at fælde et træ, og nu har levende, men medtagede egernunger i haven, skal man ringe til Vagtcentralen på 1812. Her kan du få råd og vejledning til, hvordan du giver egernungerne de bedste chancer for at overleve.