De klassiske mejsekugler fra supermarkederne er fugleverdenens fastfood. Derfor anbefaler Dyrenes Beskyttelse, at man selv laver fedtblandingen ved brug af naturens kogler.
De klassiske mejsekugler er lavet af en fedtblanding, der kan anskues som fugleverdens eksempel på fastfood. Samtidig er fedtblandingen indpakket i et net, der er til fare for alle havens dyr.
Derfor anbefaler Dyrenes Beskyttelse, at fedtblandingen bliver hjemmebrygget, og at der bliver benyttet naturlige kogler i stedet for plastiknet.
En sund vinterkost til fuglene kan altså kombineres med en omgang vinterhygge for hele familien. Det eneste, det kræver, er nogle få ingredienser samt kogler.
Dyrenes Beskyttelses fyrrekogle-opskrift:
Det skal du bruge:
- Kogler (fyrrekogler er mest egnede)
- Natursnor
- Økologisk fedt
- Økologisk havregryn
Sådan gør du:
- Anskaf 4-6 kogler enten ved køb eller familie-ekspedition til den nærmeste skov. Lad koglerne stå inden for i nogle dage, indtil de har åbnet sig.
- Bind en løkke i enden på de åbnede kogler, så de kan hænges op i haven.
- Bland én del fedt til to dele havregryn. Vurder dog selv efter blandingens konsistens, hvorvidt der skal tilsættes mere fedt eller havregryn. Den ønskede konsistens skal være klæbrig og fast.
- Tag en kogle og stop fedtblandingen ind mellem kogleskællene. Lad derefter den fyldte kogle afkøle til helt fast form i køleskabet.
- Koglerne er nu klar til at blive hængt op i haven.