Hjerte- og lungeorm kan smitte gennem hundelort, og den dødelige parasit kan flytte sig rundt via snegle. Det er dog muligt at bryde smittekæden, hvis man altid samler sin hunds efterladenskaber op.
En efterladt hundelort kan virke uskyldig, men i værste tilfælde kan det være et spørgsmål om liv eller død.
Det skyldes en parasit, som smitter gennem snegle. Når sneglene kommer forbi hundens efterladenskaber, spreder de efterfølgende forstadiet til parasitten ud i græsset, som mange hunde går og spiser af i løbet af foråret og sommeren. Parasitten kan dog også overføres til hunden direkte fra sneglen. Begge dele resulterer i lidelsen hjerte- og lungeorm.
- Hvis hundeejere sørger for at samle op efter deres hunde, kan den værste del af smittekæden brydes. Det er en lille ting, som kan have stor effekt, og derfor er det vigtigt at samle sin hundelort op, for ellers kan snegle sprede parasitten til de steder, hvor hunde kommer forbi med deres nysgerrige snuder og tunger, siger Jens Jokumsen, familiedyrschef i Dyrenes Beskyttelse.
Hvad er hjerte- og lungeorm?
Hjerte- og lungeorm hos hunde er en fællesbetegnelse for to forskellige slags orm, der begge kan findes i hjerte og lunger hos hunde. Der er dels tale om den franske hjerteorm, som kan give alvorlig sygdom, dels om rævens lungeorm, der yderst sjældent giver alvorlige symptomer. I daglig tale er det derfor den første af de to, man er opmærksom på, når man bruger navnet hjerte- og lungeorm.
- Sygdommen rammer oftere yngre hunde, hvilket nok skyldes, at de er mere tilbøjelige til at gå og spise snegle, græs og generelt have snuden ned i alt, siger Jens Jokumsen.
Følgesygdommene til en infektion med hjerte- og lungeorm vil typisk være lungebetændelse. I værre tilfælde kan hunden også få blødningsforstyrrelser med tendens til nedsat størkning af blodet.
I sjældne tilfælde kan der også ses symptomer fra nervesystemet som nedsat balance og ændret adfærd. I værste tilfælde er sygdommen dødelig, hvis den ikke diagnosticeres og behandles i tide, og hvis den rammer i forvejen svækkede hunde.
Hvordan behandles hjerte- og lungeorm?
For at tjekke om hunden er ramt af hjerte- og lungeorm, skal man aflevere hundens afføringsprøver, som bliver undersøgt af dyrlægen.
Når diagnosen hjerte- og lungeorm er stillet, skal hunden behandles med et receptpligtigt ormemiddel, som dyrlægen ordinerer. Dyrlægen vil derefter følge nøje op på behandlingen med fornyede afføringsundersøgelser for at være sikker på, at parasitten er udryddet.
- Sygdommen er mere udbredt i områder med mange hunde, eller hvor mange hunde luftes. Det kan være hundeparker eller byer. Bor man sådan, så kan det være en løsning at få testet sin hund regelmæssigt, siger Jens Jokumsen.