scooter

Kæledyr er godt for sjælen

Danskerne er ikke i tvivl: De bliver gladere af at have kæledyr og bruge tid sammen med dem. Det svarer godt otte ud af ti danskere, der har kæledyr, i ny stor undersøgelse.

Skrevet af:
Marie Hougaard
"Nogle gange skal man have et skub for at komme ud af døren og der kan en forpligtigelse overfor en hund hjælpe med at få én i gang."
- Poul Videbech, psykiater og professor ved Psykiatrisk Center Glostrup
FOTOS: STINE TORNVIG

85 procent af danskerne bliver generelt gladere af at tilbringe tid med deres kæledyr. Det viser en ny undersøgelse lavet af Epinion for Dyrenes Beskyttelse. Poul Videbech, psykiater og professor ved Psykiatrisk Center Glostrup, er heller ikke i tvivl:

"Det er ret indlysende, at man kan have glæde af kæledyr. Der er ingen tvivl om, at det at tale med sit kæledyr, pleje dets pels eller gå en tur har masser af gunstige egenskaber og er både afstressende og afslappende," siger Poul Videbech, der selv har fire hunde.

De fleste får noget positivt ud af at være sammen med deres kæledyr og det kan mennesker med psykiske lidelser også. Psykiater Poul Videbech har især erfaringer med patienter, der har hund. Her har han oplevet en positiv effekt hos patienter med angst, hvor hunden virker beroligende. En af Poul Videbechs patienter var en kvinde med svær PTSD. Kvinden var bange for at sove, fordi hun frygtede at blive overfaldet. Det var derfor en stor trøst at have en hund, der ville sige til, hvis nogen brød ind i huset.

"Det betød, at kvinden kunne sove igen. Det er klart, det betyder en kæmpe forskel," siger Poul Videbech.

Udover det beroligende ved at have en hund, kommer man også ud at gå, når hunden skal luftes. Motion er positivt for flere psykiske lidelser, både fysisk, men også psykisk og i forhold til selvtilliden, vurderer psykiateren.

"Nogle gange skal man have et skub for at komme ud af døren og der kan en forpligtigelse overfor en hund hjælpe med at få én i gang."

Dyr der hjælper

80 procent af danskerne mener, at dyr kan hjælpe mennesker med psykiske lidelser

Indenfor den såkaldte dyreassisterede intervention skelner man overordnet mellem to forskellige begreber:

Dyreassisteret terapi – her varetager en person med faglig uddannelse indenfor sundhedsvæsenet eller det pædagogiske felt terapien og dyret indgår som en del af behandlingen, enten alene med terapeuten eller sammen med en ekstern fører

Dyreassisteret aktivitet – aktiviteter med dyr, der kan være med til at forøge livskvaliteten, fx besøgshunde og læsekatte

Det er kun fantasien, der sætter grænser for, hvilke dyr, man kan bruge til dyreassisteret intervention. Der er set eksempler med hunde, heste, katte, geder, reptiler, lamaer, grise, marsvin, mulddyr og æsler.

Ikke alternativ behandling

Har man en psykisk lidelse skal det at have hund eller et andet dyr ikke ses som alternativ behandling, understreger Poul Videbech. Psykiateren pointerer, at man kun skal have hund, hvis man virkelig er et hundemenneske. Man skal også tænke på dyrets velfærd, for udover at en hund kan give meget glæde, er det også et stort ansvar.

"Det er et supplement og fungerer kun, hvis man synes om dyret. En hund kan være både en hjælp og en belastning og man skal sikre sig, at personen kan passe dyret ordentligt," understreger Poul Videbech.

Man kan nemlig være så syg, at man ikke orker at gå med hunden og så fungerer det ikke. Det kommer derfor an på en individuel afvejning, om et menneske med psykisk lidelse egner sig til at have en hund.

Nogle mennesker med psykisk lidelse får ikke en familiehund, men en servicehund, der er specialtrænet til at hjælpe i hverdagen. Almindeligvis kender man servicehunde til folk med fysisk handicap, men de kan også trænes til at hjælpe folk med psykiske lidelser. Det kan være med at købe ind, gå på gaden eller passe på i hjemmet. En servicehund er certificeret og kan blive støttet enten af kommunen eller private fonde.

Besøgshunde giver smil på plejehjem

Bare det at få besøg af et dyr kan være et lyspunkt i hverdagen. Det ved de i Trygfonden, hvor de med deres ordning af besøgshunde tager ud på blandt andet plejehjem og besøger ældre og demente. Her ser projektleder Galina Plesner, hvordan besøgshundene kan gøre en forskel.

"Det er en meget stor oplevelse for mange af de ældre. Der er noget helt særligt ved det, der gang på gang får folk til at sige, at det er fantastisk, hvad hundene gør," siger Galina Plesner.

Ordningen med besøgshunde er landsdækkende og der er omkring 700 hundeekvipager, et par bestående af hund og ejer, der tager ud for at give de ældre en god oplevelse. Trygfonden vil gerne udvide deres arbejde med hundene og er i gang med forsøg med terapihunde til hjerneskadede.

Ikke kun Trygfonden, men også danskerne synes, at man kan få noget godt ud af samværet med ikke bare kæledyr, men dyr generelt. 85 % svarer i undersøgelsen fra Epinion, at de mener, at det generelt har en positiv indflydelse på mennesker at være sammen med dyr.