Dyrekald fra det, der skulle vise sig at være rævehvalpe, fangede et ægtepars opmærksomhed. I samarbejde med deres nabo fik de reddet de nødstedte dyr op af et udækket kloakhul.
I en kolonihave lidt nord for Aarhus gik Sevim og Fuat rundt og nød maj-vejret, da de pludselig kunne høre en lyd. Det lød som et dyr, der peb, og de syntes, det lød som om, dyret havde brug for hjælp. Men hvor det kom fra og hvilket dyr, der var tale om, var ikke lige til at se.
Efter at have haft fulgt lyden, kom ægteparret til et kloakhul, der stod udækket på en nærliggende grund, hvor der ikke længere bor nogen. Her fik de svar på, hvad lyden skyldtes. I bunden lå to rævehvalpe og kiggede op.
Straks tog de fat i deres nabo Jonas. Han havde heldigvis en lang gribetang, og i samarbejde med Sevim og Fuat lykkedes det at få rævehvalpene fanget med tangen og hejst op af den dybe kloak.
Spørgsmålet var så, hvad der nu skulle ske med hvalpene? De var kolde, sultne og møgbeskidte, så Jonas, Sevim og Fuat kontaktede Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812. Kort efter var Michelle Braganza nået frem til stedet, så hun kunne assistere med at få de små rævehvalpe tilbage i naturen.
- Rævehvalpene var smurt ind i skidt og møg, og de var trætte. De har muligvis ligget dernede i et par dage og kæmpet for at komme op. Vi fik vasket dem rene, for de havde svært ved at holde varmen, når de var dækket til af mudder. Og så tørrede vi dem med håndklæder, siger Michelle Braganza, der er kredsformand i Dyrenes Beskyttelse.
I området var der observeret en ræv, der kunne være hvalpenes mor. Hun ville dog næppe hente dem, hvis der var mennesker i nærheden. Derfor fandt dyreredderne på en plan.
- I Jonas’ have kunne vi placere et bur med lågen åben, hvor vi lagde hvalpene sammen med nogle håndklæder, mad og vand, så de kunne sunde sig og få noget at spise. Og samtidig kunne ræven komme og hente dem, hvis den var i området, siger Michelle Braganza.
Hun var efterfølgende i kontakt med Jonas, der på afstand observerede buret. Hen på aftenen begyndte ungerne at kalde, men ræven dukkede ikke op inden mørkets frembrud. Til gengæld var hvalpene ikke i buret næste morgen, og derfor er troen og håbet, at moderen har hentet sine hvalpe i løbet af natten.
- Ræve starter allerede brunsten i januar og føder i marts. Så et par hvalpe fundet i maj repræsenterer derfor en betragtelig investering for rævetæven. Hun er desuden territoriel, hvilket betyder, at hun holder andre ræve væk fra sit territorium, hvor hun anbringer hvalpene. Sandsynligheden taler for, at det er hvalpenes mor, der har hentet dem, siger Michael Carlsen, der er biolog hos Dyrenes Beskyttelse.
Kloakhullet blev desuden dækket til, så andre dyr ikke skal lide samme skæbne.