I hjørnet af gårdspladsen, mellem kampestensbygningen og stuehuset, er der en låge. Gennem tiden er den blevet repareret et utal af gange, men det skrøbelige tog over, til den blev leddeløs. Den virkede stadig, når det kom til at holde ænder, gæs og hunde på sydsiden af gården - væk fra postbuddet og andre indtrængende, men den virkede ikke ret godt de 10-20 gange om dagen, vi selv går den vej om til drivhusene, dyrene, køkkenhaven, søen osv. Til sidst skulle jeg løfte lågen på den ene arm og kante vand og foderspande om på den anden side med den anden arm. Og der var ikke mere træ at reparere på.
Min far kom os til undsætning med tilbuddet om at snedkerere en ny havelåge. Han lavede delene hjemme på Hjarnø og satte det hele sammen af et par omgange her på stedet. Fast besluttet på at nå hegningen, inden han drog afsted på sommersejltur, så lågen kunne virke for gæsterne i sommerrestauranten. Og det gjorde den.
Den virker i den grad også for os - åbner og lukker som en drøm, en daglig glæde i arbejdslivet. Egentlig havde jeg mest forestillet mig den del inden. Arbejdslettelsen, når jeg smidigt kunne stryge igennem med spande, kander og trillebør uden at skulle bære en låge samtidig. Den oplevelse er absolut mærkbar og værdsat hver dag, men det er synet af lågen som overgang mellem gårdsplads og haven også. En bemærkelsesværdig indramning.
I foråret anlagde jeg en ny, lille køkkenhave. Og lille er måske for stort et ord, men den er mindre end den gamle køkkenhave, og det er nok til at gøre den lille. I den nye køkkenhave, som blev etableret på arealet omkring det nybyggede drivhus, er der stort set kun faste planter. Altså årsfaste for de flestes vedkommende. Planter som står der dyrkningssæsonen igennem, og så høster vi fra dem , men de lever videre. Til forskel fra den gamle køkkenhave, som på nuværende tidspunkt ligner Nettos afdeling for toiletpapir efter første pressemøde. Hvidløg, løg, kartofler, gulerødder, salat, bolsjebeder, rødbeder m.m. er taget op og spist eller gemt - tilbage er resterne.
Så når jeg trænger til at se på noget smukt, går jeg omvejen ud af den nye låge, gennem haven, over hønseflodsbroen, løfter stængerne over hegnet og fortsætter ind ad den snoede sti i den nye, lille køkkenhave. De fleste planter er kål i et utal af varianter, farver, strukturer og vækstformer. Men der er andre af de vedholdende typer - forskellige majssorter, stangbønner, squash, artiskokker, buskbønner og blomster. Masser af blomster. Dels har jeg gavmildt strøet insektfrøblanding hele kanten rundt om køkkenhaven, og dels er der sået blomster hist og pist i det sindrige gangsystem.
Det flaprer med kålsommerfugle deromme, så hvis du tænker på, hvad vi gør for at holde kålene fri, er svaret intet. Jeg orker ikke at kæmpe med net og andre tiltag, så strategien er at så kål i rigelige mængder, og så er der nok én eller flere typer, som lykkes, og det er dem, vi spiser.
Det viser sig at holde stik hvert år
I foråret anlagde vi også en lille blomstermark til det betrængte insektliv. Denne del af Danmark byder på god landbrugsjord og industrielle svineproduktioner med stort behov for foderafgrøder. Resultatet er bekymrende lidt vild flora – selv kommunens grøftekanter slås i bund mange steder af hensyn til landmænd, der ikke ønsker frøspredning ind i markerne med rendyrket monokultur. Man skulle ellers synes, at kommunale grøftekanter er samfundets ejendom. Vores alles. Ligesom vi alle har behov for et fremtidigt livsgrundlag herunder insekter.
Vi har plantet/planter mange træer, buske og et-årige urter, som blomstrer på forskellige tidspunkter, så den lille mark kommer ikke til at være en oase, men en del af helheden her på gården. Jeg købte en 10 kilos sæk med økologiske frø af forskellige slags - blodkløver, boghvede, fodervikke, honningurt, hvidkløver, olieræddike, rødkløver, solsikke, cikorie samt oliehør. Kimen til liv - små værdifulde næringspakker med evnen til at igangsætte vækst under rette vilkår. Omtrent halvdelen af sækken blev sået ud i marken, en del håndfulde blev strøet langs kanten af den nye køkkenhave og de resterende frø har jeg tænkt mig at sprede hist og pist efter forgodtbefindende. I højsommeren var den lille mark smukt lilla og rosahvid.
De første to planter, honningurt og boghvede, blomstrede lokkende. Sidenhen er de øvrige blomster kommet til, sammen med et utal af insekter. Den summer, gør den, ligesom gårdens efterhånden store lindetræer. I juli udsender de en berusende duft fra tusindvis af hængende kvaster, og når man møder den på sin vej gennem haven, rammes man samtidig af fordums tider, vemod og en stærk glæde ved sommer.
Lone Landmand