Når dyr passer blomster

Jorden gynger. Anne Becher og Jakob Kortegaard hopper for at sætte dønninger i gang i den naturlige vandseng, der ligger i 26 hektar fredet areal lige op til deres gård, Engdal, ved Farsø i Himmerland. Topmadrassen er græstuer, mos og myriader af andre planter, der gør lige netop denne naturtype så rig og egenartet.

Nedenunder er der med Jacob Kortegaards ord ’blæver’. Han tager en løs hegnsstolpe på godt og vel en meter og maser den gennem vækstlaget. Stolpen forsvinder ned i det, der mere korrekt hedder en hængesæk. I et gennemdrænet og afvandet landbrugsland er det ikke mange af os, som har oplevet at hoppe på en stor, blød og tung trampolin skabt af naturen.

Men lige her i Himmerland med en morænerand i baggrunden, hvor Uhrehøje Plantage hæver sig i landskabet, fandt Jakob Kortegaards fars biologistuderende i 1986 orkideen Priklæbet Gøgeurt, som satte fredningen i gang. I dag er der 10.000 orkideer herude. Udover Priklæbet Gøgeurt tæller den fornemme portefølje også eksempelvis Majgøgeurt, Purpurgøgeurt og Kødfarvet Gøgeurt.

”Der bliver et helt lilla strøg derovre,” siger Jakob Kortegaard og peger med en glidende bevægelse i landskabets længderetning mod syd. 

Længere nede går tre unge tyre og græsser på hængesækken. De holder tagrør og lysesiv i ave, passer på orkideerne og kan sagtens begå sig på de gyngende gulve derude, hvis nogen skulle sidde med den bekymring. Kvæget er en del af genbevaringen af sortbroget jysk malkerace, som er en indfødt gammel husdyrrace i Himmerland.

Dyrene er skabt til friluftsliv året rundt, de er nøjsomme, og de har længe været med til at passe på strandenge, hængesæk og ikke mindst lyngheder. Lyngen skal nemlig pines, som Jakob Kortegaard forklarer det. Den skal bides ned og trampes på for at forny sig.

Får for fugle

Engdal er Jakob Kortegaards slægtsgård, som han og Anne Becher overtog i 2003, inklusive en besætning på 35 Ertebøllefår. Siden er besætningen med minutiøst tilrettelagt avlsarbejde groet til 128 moderfår på gården, da der var flest. Det er vel at mærke fra en oprindelig lille flok på bare syv moderfår og en 13 år gammel vædder, som Jakob Kortegaards far fandt i ja....Ertebølle, der ligger få kilometer vest for Engdal.

I dag er der cirka 300 får fordelt på 25 gårde i hele Danmark, en avlsforening, og Ertebølle er anerkendt som selvstændig fårerace.

Historien om de syv moderfår slår en del krøller på vej til den foreløbige lykkelige slutning, hvor Ertebøllefårene med forårets nye generation af lam går og græsser på selveste Ertebølle køkkenmødding, som blev udgravet i 1890’erne og lagde navn til en hel kystjægerkultur i stenalderen, og som ligger lige der, hvor Himmerlandskabet glider ned i Limfjorden, og hvor Ertebøllebjerget skuer ud mod Fur.

I dag er det kun skiltene derude, som viser, at græsset gror på en arkæologisk landvinding af de helt store. Køkkenmøddingen er nu en grøn eng græsset af Engdals får. I luften jubler lærker, som kun lærker kan juble over en eng

Fårene er gode til at holde arealerne både her og på de 35 hektar strandenge, som Jakob og Anne Kortegaard forpagter og passer i naturpleje på blandt andet ’Nakke’, en lille hage på kystlinjen ud for Risgårde syd for Ertebølle. Fårene græsser tagrør væk, så der bliver plads til strandsvingel, strandasters, frytle, malurt og potentil og alle de andre strandengsplanter.

Græsningen er del af et naturprojekt, som skal få strandengsfuglene til at yngle på strandengene. Det gør de nemlig ikke, hvis arealerne bliver overtaget af tagrør, fortæller Jakob Kortegaard, der ligesom sin kone er biolog og gymnasielærer. Dertil er han formand for Danmarks Naturfredningsforenings lokalkomite på Himmerland og formand i avlerforeningen for Ertebøllefår.

Kvæg og får bliver flyttet rundt på arealerne, også på de kløvergræsmarker, som er motoren i markerne og maden til dyrene året rundt. Flytningen af de græssende dyr er del af den holistiske afgræsning, som opbygger muld og marker og forebygger parasitter. Det vedvarende græs bidrager desuden væsentligt til målet om, at Engdal skal være klimaneutral til årsskiftet i kraft af pløjefri drift, vedvarende græs, efterafgrøder, otte hektar blandingsskov og yderligere rejsning af 2,5 hektar egeskov.

De duftende får

Anne Becher har et blødt punkt for skoven og er glad for, at der er offentlig adgang til Uhrehøje Plantage, som Vesthimmerlands Kommune ejer. Plantagen hæver sig bag det gyngende orkideland ude på hængesækken, og vi kan akkurat nå derop.

Godt at hun holder fast i det og smutter hurtigt ud for at åbne lågen til endnu et område, som Ertebøllefårene passer: lynghede. Små trampestier snor sig gennem lyng, og gimmerne – de unge får – græsser både lyngen og græsset på de bronzealderhøje, som er med til at gøre plantagen til en markant seværdighed.

Lyngen heroppe dufter dominerende – sødt, tørt og krydret.  Det samme gør fårene, når de kommer ind fra lynghede, fortæller Anne Becher: ”Det er noget af det bedste. Når vi henter fårene ind. Så ser vi dem igen, og de får, der kommer ind fra lyngen, de dufter simpelthen så dejligt.”