Fyns dyreinternat har lukket sin katteafdeling midlertidigt efter et udbrud af kattesyge. Katteafdelingen planlægger at åbne igen den 15. november, forudsat at der ikke kommer flere udbrud. Resten af dyreinternatet og det frivillige beredskab fungerer som normalt.
Katteafdelingen på Fyns dyreinternat er midlertidigt lukket efter et udbrud af kattesyge. Kattene har været ramt af den virus, som kaldes kattens parvovirus. Sygdommen er meget smitsom, men heldigvis er det muligt at vaccinere mod den.
De fleste danske huskatte vaccineres for kattesyge hvert år. Problemet opstår, når en ikke vaccineret, syg kat kommer ind på for eksempel et dyreinternat, hvor mange katte enten ikke er gamle nok til vaccine eller endnu ikke er færdigvaccineret. Så spreder sygdommen sig hurtigt.
- Det er en virkelig frygtelig situation at stå i, fordi sygdommen smitter meget, og man kan kun forsøge at isolere og inddæmme. Når først kattene er syge, er der ingen behandling, hvilket er rigtig hårdt for vores personale. De har gjort, alt hvad de kunne for kattene, og knokler lige nu for, at alt bliver desinficeret og vasket ned, og for at kattene bliver isoleret bedst muligt, siger Karina Fisker, internatchef hos Dyrenes Beskyttelse.
I Danmark er vi i et vist omfang forskånet for nogle smitsomme sygdomme blandt vores katte. Der findes dog stadig sygdomme, som kan være meget alvorlige for katte, hvis de bliver smittet. Heldigvis kan man beskytte sin kat mod nogle af sygdommene ved at vaccinere den. Samtidig hjælper man med at holde udbredelsen/forekomsten af sygdommene på et så lavt niveau som muligt.
- Vacciner er altafgørende for at sikre sine dyrs sundhed. I og med at vi arbejder med svigtede katte og katte uden ejer, er risikoen for disse udbrud større, og vi opfordrer derfor alle til at sørge for at passe sin kats vacciner for at mindske risikoen for udbrud, siger Karina Fisker.
Beredskabet og resten af dyreinternatet klar til at hjælpe
Hele katteafdelingen er nu desinficeret og vasket ned på Fyns internat, og alle plejefamilier, frivillige, medarbejdere og folk, der har adopteret kat inden for de sidste 14 dage, er orienteret. Selvom katteafdelingen er midlertidig lukket, så er resten af internatet stadig åbent.
- Vores beredskab er stadig fuldt funktionelt, så selvom vi har måtte isolere katteafdelingen, så tager vi stadig imod katte i nød. Der er lavet aftaler med Dyrenes Beskyttelses andre dyreinternater, så vores frivillige kredsformænd kan aflevere hos dem. Hele beredskabet, både frivillige og internater, har lige nu en skærpet opmærksomhed på det her, siger Karina Fisker.
Det er stadig muligt at adoptere hund, kanin, gnavere og fugle, og det er muligt at bruge hundepensionen. Efter planen åbner katteafdelingen igen den 15. november.