internat

Vi elsker vores plejefamilier

De er vores ekstra kapacitet, så vi kan hjælpe alle.

Skrevet af:
Katherina Petersen

Vi får i hundredvis af katte ind hvert år. Og vi har begrænset kapacitet. Så når sæsonen er over os mellem maj og november, så har vi ikke plads nok på internatet. Derfor bruger vi plejefamilier til de moderløse killinger og til de missemødre, der kommer ind med killinger.

Vi sikrer os, at de er raske nok til at komme af sted. Og så er de ude i deres plejefamilie, til killingerne er 12 uger gamle. Herefter kommer de retur til os og bliver øremærket samt neutraliseret. Herefter er de klar til, at vi finder nye ansvarlige og kærlige hjem til dem.

I plejefamilierne lærer de at være i et ganske almindeligt hjem. Mange af vores plejefamilier har børn, og hele familien deltager aktivt i opgaven. Ofte er de bange og utrygge, da mange af dem vi sender ud er dumpet i papkasser, skraldespande eller bare sat af på rastepladser.

I plejefamilierne er der overskud og lyst til at drage omsorg. Og derude lærer de støvsugeren at kende. Og alt det andet som foregår i ganske almindelige hjem.

Det gør, at de er tillidsfulde, legesyge, klovnede og dejlige, når de kommer tilbage til os. Og det er også årsagen til, at rigtig mange besøger os, når de skal have ny kat. For de ved, at vi har gjort et kæmpe arbejde med de små killinger.

Har I lyst til at være plejefamilie for et kuld moderløse killinger eller en kattemor med små killinger, så kontakt os på fyn@dyrenesbeskyttelse.dk, og fortæl lidt om Jer.

Fyns Internat stiller alt udstyr, foder og grus til rådighed i plejeperioden.

Vi forventer blot, at man som plejefamilie vil integrere kattene i hjemmet og give dem masser af opmærksomhed, så de kan blive trygge og tillidsfulde. Det er et krav, at man har bil og vil lægge transporten til. Man får en grundig vejledning og fri adgang til supervision. Man bliver også inviteret ind i vores facebook gruppe for plejefamilier, så man her kan dele erfaring og billeder.

At være plejefamilie er ulønnet. Til gengæld tror vi roligt, vi kan sige, at de fleste mener, at det er løn i sig selv at gøre en forskel for de skønne pelskugler. Og mange familier er glade for opgaven, og børnene lærer at tage ansvar og deltage i et skønt projekt.