Forårets første killinger strømmer ind på Dyrenes Beskyttelses internater, og med dem følger et akut behov for varme hænder og omsorgsfulde hjem. Midt i det hele står plejefamilierne – de usynlige helte, der giver de allermindste en chance for en tryg begyndelse.
Hver forårsbølge bringer ikke kun blomster og lysere dage med sig – den betyder også en kraftig stigning i antallet af killinger, der ender på landets dyreinternater. Mange af dem er moderløse og alt for små til at klare sig selv, og derfor er de afhængige af menneskelig omsorg for at overleve.
I 2024 har Dyrenes Beskyttelse opflasket mere end 1.000 killinger. Takket være plejefamilierne er det muligt at give de mange killinger den hjælp og omsorg, de har brug for. Foto: Dyrenes Beskyttelse.
Her træder plejefamilierne til; frivillige, der åbner deres hjem og hjerter for at flaske de mindste killinger op, indtil de er stærke nok til at blive adopteret. Uden plejefamilierne kan dyreinternaterne ikke følge med.
At være plejefamilie er et krævende ansvar, som bliver løftet af mennesker med et stort engagement og en særlig vilje til at gøre en forskel – men det er også en givende opgave.
Dyrenes Beskyttelse har siden 2017 hjulpet moderløse killinger gennem projektet Flaskekillinger. Her tager frivillige plejefamilier sig af killinger, der er helt ned til få timer gamle.
Killingerne skal have flaske hver anden eller tredje time og følges tæt, til de er 12 uger gamle og klar til adoption. Plejefamilien er der hele vejen – med kærlighed, tid og støtte i livets første, vigtige uger. Dette er ikke en nem opgave, hvorfor plejefamilierne får undervisning, foder og det nødvendige udstyr stillet til rådighed – og støtte fra dyreinternaterne undervejs.
Læs, hvordan dyreinternater og plejefamilier gør klar til at tage imod killingerne her.
Cecilia har åbnet sit hjem for killingerne
For 38-årige Cecilia Warpe Bay har det at være plejemor for killinger udviklet sig fra et hyggeligt familieprojekt til en livsopgave med hjertet i centrum.
- Jeg stødte helt tilfældigt på et opslag om, at der blev søgt plejefamilier hos Dyrenes Beskyttelse og tænkte, at det kunne være noget for os som familie. Jeg har altid haft et stort dyrehjerte og en særlig kærlighed for dyr. Som førtidspensionist har jeg tiden og roen til at tage mig af de små, fortæller hun.
Siden foråret 2024 har Cecilia haft hele fire kuld killinger i pleje, og selvom det er hårdt arbejde, er det også utroligt meningsfuldt.
- Det kræver meget at tage sig af så små væsner, men det er de små sejre, som når de tager på i vægt eller begynder at lege, der gør det det hele værd. Det giver mig en følelse af, at jeg stadig har noget vigtigt at bidrage med – at jeg gør en forskel for nogen, der ikke kan selv, siger hun.
Cecilia er førtidspensionist og plejemor for små killinger, der ikke længere har en mor – en hjertesag, der både giver hende livsglæde og en følelse af at give tilbage til både samfundet og de dyr, der har allermest brug for det. Foto: Privat
Cecilia har to gange oplevet at knytte så stærke bånd til sine plejekillinger, at hun ikke kunne give slip, og derfor har hun i dag kattene Sigurd og Snefnug. Men selvom det altid er svært at sige farvel, holder det hende ikke fra at tage nye kuld ind.
- Jeg ved, at jeg ikke kan beholde flere, men jeg kan stadig hjælpe og bidrage. Det er et hårdt arbejde, der binder en, og det er ikke en opgave for alle, men det er en opgave for mig, siger Cecilia Warpe Bay.
Hun er ikke i tvivl om, at hun vil fortsætte som plejemor i år, for killingerne har brug for hende, og hun har stadig masser af kærlighed at give.
Læs også: Kicki har passet 53 killinger: ”Jeg ville ønske, at vi var startet før”
At være plejemor er en stor oplevelse
En af de andre ildsjæle, der har haft små killinger i pleje, er 26-årige Clara Helbo, som til daglig arbejder med at passe dyrene på Dyrenes Beskyttelses internat i Nordjylland.
- Jeg er vokset op med katte og har altid elsket dem. Da jeg begyndte at arbejde på dyreinternatet og så de mange hjælpeløse killinger, blev jeg helt blød i knæene. Jeg følte et stort ansvar for at give dem en god start på tilværelsen og valgte derfor at tage mit første kuld i pleje sidste efterår, siger Clara Helbo.
Gennem sit arbejde på et af Dyrenes Beskyttelses internater blev Clara opmærksom på, hvor mange moderløse killinger der efterlades hvert år – og der vidste hun, at hun ville være en del af løsningen som plejemor. Foto: Privat
For Clara Helbo var det en oplevelse, der gjorde stort indtryk.
- Man knytter et helt specielt bånd til de små, som ser én som deres mor. Jeg har siden besøgt killingerne fra kuldet, og de kunne stadig huske mig. Det er noget særligt at få dem ind, når de er så små og søger tryghed. Jeg endte endda med at beholde en af dem, Agnes, som jeg blev fuldstændig forelsket i. Det er svært at give dem videre, når tiden kommer, fortæller hun.
At være frivillig plejemor er en stor opgave, men for Clara vejer glæden ved at hjælpe killingerne langt tungere end det hårde arbejde, der følger med.
- Det er hårdt og kræver masser af energi og tid. De skal fodres med få timers mellemrum og kan intet selv i starten. Men at følge deres udvikling – fra hjælpeløse til nysgerrige og legende – er noget af det mest givende, jeg har oplevet. Jeg skal uden tvivl være plejemor igen, siger Clara Helbo med et smil.
Læs også: Rikkes familie reddede killingen Albert og hans søskende
