Dyrene bliver ofte kastebolde, når ejerne mister grebet om livet og ikke kan tage ansvar for deres dyr. Det er især hunde, der kommer i nødpasning på internaterne, som kan stille husly, mad og omsorg til rådighed. Men der er ikke mulighed for at behandle dyret eller overtage ansvaret for dyret, medmindre ejeren går med til det.
Balou, en golden retriever, er i nødpasning på Dyrenes Beskyttelses internat i Nordjylland for syvende gang. Hundens ejer er alkoholiker og bliver indlagt gang på gang. Så ringer de sociale myndigheder eller hospitalet eller politiet eller hans værge til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812. Balou er sin ejers eneste holdepunkt i tilværelsen, så hunden bliver afhentet fra internatet, når ejeren er hjemme igen. Hver gang.
– Vi har Filur, en hund siddende lige nu. Han kommer ind, når Kriminalforsorgen afhenter ejeren. Filur har dårlige tænder og betændelse i munden, og det lugter, når vi går derind, hvor han sidder. Men vi har ikke mulighed for at sætte den helt store behandling i gang. Vi kan kun passe hunden, til ejer kommer hjem igen, fortæller Cathrine Cocks, kommunikationsmedarbejder på Nordjyllands Internat, og fortsætter:
– Sally har netop fået forlænget nødpasning igen. Pasningen er allerede forlænget to gange siden den 16. maj. Nu er den forlænget igen frem til den 10. juni. Hunden har spist hash hjemme og har nu nyreproblemer. Foruden hoste og ødelagte tænder. På Dyrenes Beskyttelses internat i Århus er Malle i nødpasning, fordi hans ejer er psykisk syg og desværre ofte må indlægges i psykiatrien.
Gravhunden Ella har i løbet af den sidste måned været inde og ude af nødpasning fire gange og er netop blevet hentet af ejeren igen. Ejeren kæmper med misbrug, og det er som regel hjemmehjælperen, der ringer, når ejeren er indlagt igen.
– Ella hyler, piber og er stresset, når hun er her, fortæller Stine Skov-Jensen, som er kommunikationsmedarbejder på Dyrenes Beskyttelses internat i Århus. Vi kan passe dyrene, så godt vi kan, mens de er hos os, men et internat er ikke et hjem.
Billedet er ikke fra de omtalte sager
Uden indflydelse
Det er en tilfældig dag i maj, hvor de to medarbejdere fra Dyrenes Beskyttelses internater i Nordjylland og Århus fortæller om hverdagen med nødpasning af dyr, der kommer i klemme, fordi deres ejer ikke kan tage sig af dem i en kortere eller længere periode.
– Det er den største udfordring, vi har på internatet, og vi har ingen indflydelse, selv om vi eksempelvis kan se, at dyret ikke trives og ryger ind og ud af internatet. Dyret bliver kastebold, og det ender måske med, at vi får det overdraget. Men det ved vi ikke. Det gør altså ondt nogle gange, siger Cathrine Cocks.
Internatchef i Dyrenes Beskyttelse Karina Fisker kender til udfordringen på alle internaterne, ikke mindst på Nordjyllands Internat, hvor hun også er daglig leder.
– Vi når jo at få et forhold til det dyr, hver gang vi får det ind. Vi kan ikke tage nogen beslutninger om eller for dyret, for det har vi ikke bemyndigelse til, så vi må bare sende det hjem til nogle forhold, som vi måske ved, er rigtig dårlige, og så kommer dyret ind, næste gang ejeren er fuld eller skal på hospitalet eller bliver hentet af politiet, siger hun og fortsætter:
– Mange af dem, der henvender sig til os, sætter deres lid til os og tror, at vi kan fjerne eller overtage dyrene. Men det kan vi ikke. Vi er afhængige af, at ejeren vil samarbejde med os. Så vores bedste træk er evnen til dialog og at samarbejde og få folk med på, at vi må hjælpe.
Opgaven fylder meget
Historien gentager sig også på Dyrenes Beskyttelses internat i Roskilde på en dag i juni, da internatleder Nadja Richardt Frandsen og souschef Julie Wedfeldt Nielsen fortæller om opgaven med at tage dyr ind i nødpasning.
– Vi har næsten altid dyr i nødpasning. Lige nu har vi hunde, katte, kaniner og krybdyr, siger internatlederen. Hun bliver afbrudt af en telefon, som ringer.
Det er om en kanin. En af dem, som er i nødpasning lige nu. Nadja Richardt Frandsen forklarer, at dyrene i nødpasning fylder meget i hverdagen, både fordi de tager tid, og fordi de har nogle særlige udfordringer. Dyrene kan have svært ved at være i nødpasning, fordi de er i nye omgivelser, de er adskilt fra deres ejer, og de skal være alene i en boks.
Billedet er ikke fra de omtalte sager
Skrøbelige
– Mange af de her dyr er meget tæt forbundet med deres ejer og har oftest ikke oplevet særlig meget andet end hjemmet, så det er skrøbelige sjæle, vi får ind, supplerer souschef Julie Wedfeldt Nielsen.
– Så dyrene kan blive frustrerede eller stressede. Vi er nødt til at isolere dyrene, for eksempel hundene, fordi vi ikke ved, om de er vaccineret. Vi har også ofte hunde med dårlige tænder, og dem kan vi ikke operere og ordne tænderne på uden ejerens samtykke. Så vi siger det til ejeren, som lover at gøre noget ved det, og så sender vi dyret hjem igen vel vidende, at der sandsynligvis ikke bliver gjort noget ved det, siger Nadja Richardt Frandsen og fortæller videre:
– Det er svært at sende dyr hjem, når vi tænker, at der er noget galt med dyret, eller det er til nogle forhold, hvor de eksempelvis ikke kommer særlig meget ud og bliver luftet, eller en kanin, der skal sidde i et meget lille bur. Det er jo en stor gråzone i området mellem det gode dyreliv og direkte misrøgt.
Ønsker på dyrenes vegne
Hvis I skulle ønske jer noget, som ville give jer bedre mulighed for at varetage dyrenes tarv, hvad skulle det så være?
– Vi ville gerne have strengere regler for misrøgt af dyr og længere fængselsstraffe. Lige nu er straffen to år, men hvis den var op til seks år, så ville det give politiet flere ressourcer til at håndtere sagerne. Til at efterforske og føre sagerne. Lige nu er det lavt prioriteret, og der går virkelig lang tid, før sagerne bliver afgjort, siger Julie Wedfeldt Nielsen.
Internatleder Nadja Richardt Frandsen fortsætter:
– Vi har et godt samarbejde med politiets dyreværnsenhed, men hvis vi får fat i andre, så mangler der ofte viden om dyr, dyrs rettigheder og procedurerne. I den gråzone venter dyrene. Det kan også være et dødsfald, hvor politiet står med afdødes dyr og tænker, hvad skal der ske med dem? Så ringer politiet til os og spørger, om vi kan tage dyret i nødpasning. Ja, det kan vi godt, og så sker der ikke mere. Ikke før jeg ringer til politiet og spørger, og så er dyrene i venteposition, mens vi rykker politiet.
– Hvis vi ringer i weekender eller efter kontortid, så er det en patruljevogn, der kommer, og så starter sagen helt forkert og bliver til noget værre rod, som det tager virkelig lang tid at rydde op i, siger Julie.
– Det bruger vi meget tid på, siger Nadja.
Billedet er ikke fra de omtalte sager
Dyrenes navne er ændret i artiklen af hensyn til beskyttelsen af personlige oplysninger om dyrenes ejere. Artiklens billeder er taget på Dyrenes Beskyttelses internater, men hundene er ikke i nødpasning.
