Danmark har lukket ned og skoler, arbejdspladser og butikker er lukkede. Alligevel er der steder som skal køre videre. Her kommer et postkort fra et internat i en coronatid
Solen skinner over gårdspladsen i Hjallerup og de to geder Henning og Grethe kigger nysgerrigt over deres indhegning. Det er ikke mange biler der kommer ned ad grusvejen i disse dage og med god grund: Internatet tager sig fortsat af dyr i nød, men der er lukket medmindre man har en aftale.
Coronavirussen raser over Danmark og det har resulteret i, at internatet i Nordjylland er delvist lukket. Selvom personalet ikke beskæftiger sig med sundhed blandt mennesker, så varetager de alligevel det regeringen kalder en kritisk funktion: Der skal være nogen til at passe dyrene, også i en coronatid.
Stille dage
Det er ikke kun gårdspladsen der vidner om et lukket internat. Træder man indenfor er butikken tom og stilheden brydes kun når telefonen ringer. Heldigvis er der stadig mange som gerne vil hjælpe dyrene med at få nye og kærlige hjem.
Pludselig kigger et par runde gule øjne frem bag en dør. Det er Internatskatten Gilbert som nysgerrigt tjekker, hvad der forstyrrer hans rolige gemakker. Heldigvis er Gilbert en social herre, så han sætter pris på den lille adspredelse i en stille hverdag og muligheden for at få et nus.
Og der er virkelig stille. Normalt kommer mange forskellige frivillige og hjælper med alt fra luftning af hunde til nus af katte, men i disse dage er alle sendt hjem for at mindske smittefaren. Desuden kan man ikke længere komme forbi i åbningstiden for at hilse på katte, kaniner eller marsvin. Man skal lave en aftale i forvejen.
Telefonen ringer lige så ofte som når det ikke er coronatid. Folk er hjemme og vil gerne adoptere det nye familiemedlem i en tid hvor der er ro til at tage godt imod det. Der er bare et lille men: Lavsæsonen gør at der næsten ingen dyr er på Internatet. Det er held i uheld og betyder at de dyr der er, hurtigt får et nyt hjem i disse dage.
Langt fra hverdagen og så alligevel ikke
Corona har lukket internatet ned, og stilheden kun brydes når hundene morgenfodres eller bliver luftet i løbegården. Hverdagen er uden tvivl vendt på hovedet.
I det lille klinikrum er dyrlægen på besøg. En rød hankat er kommet galt afsted og har fået syet en lang flænge i ryggen. Katten hedder Walle og er meget snakkesalig. Mens Dyrlægen pakker ham ind i gase, kan han nærmest ikke stå stille bare for at blive nusset. De to medarbejdere i rummet kommer til at le over Walles ihærdige forsøg på at blive nusset.
Nordjyllands Internat var i forvejen fyldt med håndsprit og der blev nærmest vasket hænder et eller andet sted, hele tiden. Håndtering af mange dyr, både raske og syge gør at hygiejnen skal være i top, ligegyldig hvordan verdens ellers ser ud udenfor.