En familie opdagede en flagermus i deres kælderskakt og ringede straks til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812. Flagermusen blev hentet og kørt på vildtplejestation, hvor den med kyndig pleje kom til hægterne igen, så den kunne blive genudsat og vende tilbage til sit hjem i naturen.
En frivillig kredsformand fra Dyrenes Beskyttelse blev kaldt ud til en langøret flagermus, der var fundet i en kælderskakt i Silkeborg. Flagermusen var i meget dårlig stand og kredsformanden spåede ikke store chancer for, at den ville overleve.
Flagermusen blev kørt til Tranbjerg Vildtplejestation, hvor vildtplejer, Dorthe Madsen, stod klar til at tage imod det våde og kolde pattedyr.
Indsmurt i savl
- Ud over at være både våd og kold var flagermusen også indsmurt i savl. Det er formentligt kommet, fordi et andet dyr har haft fat i den, fortæller Dorthe Madsen, vildtplejer på Tranbjerg Vildtplejestation.
På vildtplejestationen kom flagermusen straks under behandling. Den blev forsigtig duppet tør med vatrondeller og blev tilbudt vand, som den lystigt gik i gang med at drikke.
- Der gik ikke længe, før den kom til hægterne og grådigt gik i gang med at spise Buffalolarver, som jeg tilbød den. Den sultne flagermus havde tydeligvis fået kræfterne igen og spiste ivrigt af larverne, fortæller Dorthe Madsen.
Genudsat samme sted
Et døgn senere var den langørede flagermus klar til genudsætning. Kredsformanden, der kørte flagermusen til Tranbjerg Vildtplejestation, vendte tilbage for at hente flagermusen igen, så den kunne blive genudsat på samme adresse, som den blev fundet.
Familien, som havde fundet flagermusen, var glade for at se den blive genudsat. Især familiens børn fulgte spændte med på god afstand, da flagermusen blev sat på en træstamme og kort tid efter lettede og fløj over mod en nærliggende skov.