Billede af hunden Cuba
For de ansatte var det vigtigt at finde en ejer, som havde erfaring med racen, og som havde tid til at give Cuba den nødvendige træning og mentale stimulation, som en ung dobermann kræver. Foto: Dyrenes Beskyttelse

En særlig indsats gav pote: Cuba har fundet et kærligt hjem

Den unge dobermann Cuba tilbragte næsten seks måneder på dyreinternatet i Aarhus. Trods udfordringer har han nu endelig fundet den rette ejer.

Skrevet af:
Karla Primdal Kæregaard

Cuba har ikke haft mange oplevelser i sit korte liv, og størstedelen af tiden har han tilbragt på dyreinternat. 

I begyndelsen af sommeren blev Cuba overdraget til Dyrenes Beskyttelse Århus i forbindelse med en socialsag, hvor hans ejer ikke længere kunne tage sig af ham. På det tidspunkt var Cuba endnu ikke fyldt et år. 

Overgangen til dyreinternatet var udfordrende for Cuba. De første måneder var præget af stress og tilpasning til en ny hverdag fyldt med stimuli. 

Det stod klart, at jagten på hans nye hjem skulle i gang med det samme.  

Få ansøgninger

Der kom kun få ansøgninger på Cuba, og det kom som en stor overraskelse for medarbejderne på dyreinternatet i Aarhus. 

Flere ansøgninger stammede fra personer, der ikke havde taget højde for Cubas behov, mens de ansøgere, der blev inviteret på besøg, efterfølgende takkede nej til at adoptere ham.

- Vi kunne ikke helt forstå, hvorfor en så skøn hund som Cuba ikke fik flere ansøgninger. Måske skyldes det, at racen ikke er så udbredt, og at det ikke er alle, der kan have en dobermann, da det er en hund med højt energiniveau, fortæller Stine Skov-Jensen, kommunikationsmedarbejder hos Dyrenes Beskyttelse Århus.

For de ansatte var det vigtigt at finde en ejer, som havde erfaring med racen, og som havde tid til at give Cuba den nødvendige træning og mentale stimulation, som en ung dobermann kræver. 

At skabe en hverdag på dyreinternatet 

Da det stod klart, at Cuba kunne være svær at finde et hjem til, udarbejdede hundeteamet på dyreinternatet i Aarhus en omfattende handlings- og lufteplan. Planen skulle sikre, at Cuba fik den stabilitet og struktur i sin hverdag, som han havde brug for. 

Efterhånden, som tiden gik, begyndte Cuba at gøre fremskridt: 

- Vi var overraskede over Cubas mentale robusthed. Efterhånden, som han landede godt i hverdagen på dyreinternatet, blev han mere legesyg og tryg. Han rykkede sig virkelig langt i sin træning, fortæller Stine Skov-Jensen.

Det krævede en del tilpasning fra personalets side at skabe de bedste rammer for ham. 

- Det var et stressende miljø for en hund som Cuba at være i så længe. Han var stadig en hvalp, der har brug for kærlighed, faste rammer og omsorg. Der har derfor været et fast team knyttet til ham for at give ham tryghed og stabilitet, afslutter Stine Skov-Jensen. 

Dyreinternatets medarbejdere delte også løbende billeder og videoer af Cuba for at gøre folk opmærksomme på, at han stadig søgte et kærligt hjem.

Kemi fra første møde

Efter næsten et halvt år på dyreinternatet, modtog Dyrenes Beskyttelse Århus endelig en ansøgning på Cuba – fra den helt rette ejer. Familien havde tidligere haft en dobermann, som de mistede i begyndelsen af sommeren, og opslagene om Cuba på Facebook fik dem til at overveje en ny hund.

- Vi savnede livet i hjemmet med en hund, og jeg manglede en makker til mine lange ture. Vi har tidligere været glade for racen, så det gav god mening at ansøge om Cuba, fortæller Birthe.

De ringede derfor til Dyrenes Beskyttelse Århus, og kort efter blev der arrangeret et adoptionsmøde, som gik over al forventning. 

- Han var ung, frisk og meget energisk – og vi havde heller ikke forestillet os andet. Der var kemi fra start, og derfor var vi ikke i tvivl om, at han skulle med os hjem, tilføjer Cubas nye ejer. 

Selvom familien kun har haft Cuba boende i fem dage, føler de allerede, at han er faldet godt til: 

- Han spiser, slapper af og er meget legesyg. Han skal lige lære os og sine nye omgivelser at kende, men vi ser frem til at give ham en masse god træning og stimulering. Cuba har endda allerede været med på arbejde, og det gik super. Vi er meget overraskede over, hvor hurtigt han udvikler sig, afslutter Birthe.

Måske er I det perfekte match til et af vores mange svigtede internatdyr, som venter på nye kærlige hjem. Dyrene på vores internater er et produkt af deres tidligere oplevelser, og vi gør derfor rigtig meget for at sikre, at hvert dyr kommer videre til det bedste og sidste hjem.