Billede af hunden Sigurd
Foder er måske ikke det første, mange tænker på, når et dyr skal have en ny start – men det viser sig gang på gang at være helt afgørende. Med den rette ernæring bliver vejen til et sundere og tryggere liv lidt nemmere. Foto: Dyrenes Beskyttelse

Når foder gør en forskel

Hvert år ankommer tusindvis af dyr til Dyrenes Beskyttelses internater – nogle med tydelige tegn på sult og sygdom, andre med skjulte spor af et liv uden omsorg. For flere af de svigtede dyr bliver foderet det første skridt mod en ny begyndelse.

Skrevet af:
Karla Primdal Kæregaard

Hos Dyrenes Beskyttelse kommer der hver dag hunde og katte ind, som har brug for en ny start. Nogle er blevet efterladt, andre har haft gode hjem, der ikke kunne beholde dem – og enkelte har levet under dårlige kår, hvor de ikke har fået den nødvendige pleje.

Fælles for dem alle er, at de har brug for omsorg – og for foder, der hjælper dem tilbage på sporet og videre mod et nyt hjem.

Når dyr ankommer til internatet, er de ofte stressede og ude af balance. Et trygt måltid og den rette ernæring hjælper dem med at falde til – og gør dem klar til livet i et nyt hjem. Foto: Dyrenes Beskyttelse. 

Dyrenes Beskyttelse samarbejder med Royal Canin, som donerer foder til alle organisationens dyreinternater.
Donationen gør det muligt at give hunde og katte den kost, de har behov for – uanset om det drejer sig om vægtøgning, vægttab eller særlige behov som sensitiv fordøjelse eller hud- og pelsproblemer.

Det brede udvalg af specialfoder fra Royal Canin giver mulighed for at tilpasse kosten individuelt, så dyrene får den bedst mulige støtte på deres vej mod et nyt og trygt hjem.

Foderets betydning i den første tid 

I de første uger og måneder af et dyrs liv spiller foder en helt afgørende rolle. Dyrene vokser hurtigt, og behovene ændrer sig løbende – derfor er det vigtigt, at kosten følger med. 

Det blev tydeligt, da killingen Gizmo blev fundet alene, kun tre uger gammel. Uden sin mor var han afhængig af menneskelig pleje og næring for at overleve.

Hos en erfaren plejefamilie fik Gizmo modermælkserstatning, og da han blev stærk nok, blev han gradvist introduceret til fast føde. Her fik han Royal Canin Mother & Babycat, som er særligt udviklet til killinger, der skal afvænnes mælk. 

- Killinger gennemgår en hurtig udvikling det første leveår, og skift i foder bør ske gradvist, da katte er vanedyr og har brug for tid til at vænne sig til forandring, siger Karina Fisker, der er internatchef på Nordjyllands Internat. 

Efter nogle uger skiftede Gizmo til Royal Canin Kitten, og ved 12-ugersalderen var han sund, livlig og klar til adoption. 

Med den rette ernæring kan selv de mindste komme godt fra start og tilbage på poterne igen.

Læs også: Killinger dumpet i pose med gardiner 

Katten Gizmo er langt fra et enkeltstående tilfælde – hvert år modtager Dyrenes Beskyttelses internater tusindvis af moderløse killinger, der har brug for kærlig omsorg og den rette næring for at vokse sig sunde og stærke. Foto: Dyrenes Beskyttelse. 

Genopbygning starter i madskålen

Nogle dyr har ikke kun haft en svær start på livet, men er blevet forsømt gennem længere tid. Det var tilfældet for hunden Sigurd, der sidste år ankom til Nordjyllands Internat stærkt udmagret. 

Med en vægt på blot 11,4 kilo stod det klart, at han havde levet uden regelmæssig adgang til foder i lang tid.

For Sigurd handlede det ikke kun om at tage på. Fraværet af mad havde sat dybe spor.

- Hans madfiksering var ikke bare fysisk, den var også psykisk. Han havde levet så længe i konstant sult, at han ikke vidste, hvornår han ville få sit næste måltid. I sin desperation havde han endda forsøgt at spise tekstilrester for at stille sulten, hvilket siger meget om, hvor alvorlig hans situation har været, siger Cathrine Cocks, der er kommunikationsmedarbejder på Nordjyllands Internat. 

- Derfor var det nødvendigt at lægge en struktureret foderplan, der indebar flere små og hyppige måltider, der skulle genopbygge både Sigurds krop og sind, tilføjer hun. 

På dyreinternatet bestod Sigurds foder af Royal Canin Derma Comfort, som støttede både fordøjelse, hud og pels, og som var skånsomt nok til, at hans krop kunne følge med.

Med tiden begyndte han at tage på i kilo, men også i tryghed og tillid. Efter fem uger havde han næsten fordoblet sin vægt og fremstod som en både sundere og gladere hund.

Med den rette plan og tålmodighed kan man nå langt, og det er sjældent for sent at give selv de mest afkræftede dyr en ny chance med foder som første skridt.

Læs også: Dyrlægetjek af Sigurd: Alle knogler var fremtrædende 

Sigurd gik fra at veje 11,4 kilo til at veje omkring 20 kilo på cirka fem uger. Det er meget forskelligt fra hund til hund, hvor hurtigt de tager på igen, men heldigvis tog Sigurd godt imod foder. Foto: Dyrenes Beskyttelse. 

En tung start med et lettere liv i sigte

Nogle dyr er ikke underernærede, men ankommer på internat med den modsatte udfordring: overvægt. Det var tilfældet for Frede, en Welsh Corgi Cardigan, der i begyndelsen af året blev indleveret til Nordjyllands Internat. Med sine 26 kilo vejede han betydeligt mere end racens normalvægt, der ligger mellem 17 og 20 kilo.

Frede kom fra et hjem, hvor man havde fodret ham mere end nødvendigt i håbet om, at han ville blive mindre energisk og nemmere at håndtere. Frede blev mindre energisk, men overvægten førte dog også til nedsat bevægelighed og ubehag. Der blev derfor lagt en skånsom foderplan med fokus på et gradvist vægttab. 

Frede fik Royal Canin Light Weight Care – et foder, der støtter vægttab uden at give en følelse af sult.

- Det handlede ikke kun om at tage kiloene af, men om at skabe sunde vaner – både for Frede og for den familie, der skulle overtage ansvaret for ham, fortæller Cathrine Cocks.

Som kiloene forsvandt, vendte Fredes energi og livsglæde tilbage. Gåture blev en del af den daglige rutine, og Frede begyndte at trives igen.

Efter nogle uger på dyreinternatet blev han adopteret af en familie, som havde de rette forudsætninger for at støtte og hjælpe ham med at tabe de sidste kilo.

Foder er måske ikke det første, mange tænker på, når et dyr skal have en ny start – men det viser sig gang på gang at være helt afgørende. Med den rette ernæring bliver vejen til et sundere og tryggere liv lidt nemmere.

Læs også: Guide – Det kan du gøre, hvis din hund er overvægtig 

For nogle internatdyr handler den nye begyndelse ikke om at få mere – men mindre. Med støtte, tålmodighed og den rette ernæring kan selv en tung start vendes til noget godt. Foto: Dyrenes Beskyttelse