Nordjyllands Politi har de seneste uger efterforsket en række alvorlige dyrevelfærdssager, hvor hunde har været udsat for uforsvarlig behandling. Ifølge Dyrenes Beskyttelse understreger sagerne, at der er behov for politifolk med specialiseret viden om dyrevelfærd.
Flere hunde har været fanget i trange bure, udsat for kulde og har levet i deres egen afføring og urin. Den seneste tid er politiet i Nordjylland rykket ud til en række sager, hvor hunde som minimum er blevet udsat for uforsvarlig behandling. Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
I flere af sagerne er hundene fundet på såkaldte ’hvalpefabrikker’, hvor de bliver avlet under dårlige forhold med fokus på profit frem for dyrevelfærd. I andre tilfælde drejer det sig om hunde, der er blevet forsømt og har levet under kummerlige forhold.
Hos Dyrenes Beskyttelses internat i Nordjylland har man blandt andet taget imod tre hvalpe, som er blevet fundet i en kælder, hvor de boede i en kommode, der var blevet omdannet til et bur.
- Det er enormt trist, at hunde bliver udsat for sådanne forhold, og vi er glade for at kunne assistere politiet i disse sager, siger Yvonne Johansen, der er dyreværnschef hos Dyrenes Beskyttelse.
Behov for specialiseret politi
Hvalpene var medtagede og tilbageholdne, da de ankom til internatet, men har godt i dag og er klar til adoption. Men hvis ikke politiet havde fundet dem, ville de muligvis stadig leve i kælderen.
- Sagen understreger behovet for de specialiserede politifolk, der prioriterer at efterforske dyremishandling, hvalpefabrikker, ulovlig dyrehandel og komplicerede dyreværnssager, fortæller Yvonne Johansen.
I 2024 kunne Dyrenes Beskyttelses kilder i politiet berette, at regeringen ville nedlægge de regionale dyrevelfærdsenheder, men efter pres fra blandt andre Dyrenes Beskyttelse valgte regeringen at trække besparelserne tilbage. Ifølge Yvonne Johansen er det et vigtigt skridt i den rigtige retning, men der er behov for yderligere sikring af disse enheder i politiet, når politiforligsaftalerne finder sted senere i år.
- Det er vigtigt, at politikerne holder fast i dyrevelfærdsenhederne. Men hvis vi for alvor vil den organiserede kriminalitet til livs og beskytte dyrene, er det afgørende, at dyrepolitiet bliver styrket, siger hun.
Læs mere om Dyrenes Beskyttelses seks forslag til et effektivt dyrepoliti.