Fire personer blev dømt i sag om hvalpeimport

Fire personer blev dømt i sag om hvalpeimport

En større efterforskning af ulovlig import af hvalpe har medført, at fire personer blev dømt ved Retten i Kolding i marts 2024. Sagen er efterforsket af Den Specialiserede Dyrevelfærdsenhed Syd ved Sydøstjyllands Politi.

Skrevet af:
Fie Bau Madsen

En kvinde på 36 år samt tre mænd på henholdsvis 33, 34 og 55 år blev i marts 2024 dømt for ulovlig import og handel med hunde. Kvinden og den ene mand er bosiddende i Middelfart, mens de to andre er bosiddende i Rumænien.

Tre af de tiltalte blev idømt en betinget fængselsstraf, og sammenlagt blev de alle fire idømt konfiskation af en fortjeneste på 396.000 kr. To af de dømte frakendes desuden retten til erhvervsmæssig handel med hunde og erhvervsmæssige opdræt af hunde i fem år. 

Sagen omhandler import og handel med 129 hvalpe, primært af racen malteser. Den er efterforsket af Den Specialiserede Dyrevelfærdsenhed Syd ved Sydøstjyllands Politi. Sagen betragtes som organiseret kriminalitet, og hvalpene er solgt i perioden fra juli 2019 til og med marts 2020.

Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 har modtaget flere opkald fra borgere, der har købt hunde fra de dømte. Organisationen har af flere omgange meldt sælgerne til politiet. Hundene blev solgt fra adresser i Fredericia og Middelfart.

Kilde her. 

I juli 2019 blev der på landsplan oprettet tre nye dyrevelfærdsenheder, der skulle bekæmpe organiseret kriminalitet vedrørende dyr – heriblandt ulovlig import og handel med hunde. Ud over de specialiserede dyrevelfærdsenheder er der ved alle politikredse en lokal dyreværnafdeling. Disse lokale afdelinger tager sig af ”almindelige” vanrøgtsager og mishandling i politikredsen.

De specialiserede dyrevelfærdsenheder er placeret i de tre kredse, der i forvejen har tungvognscentre (Midt- og Vestsjællands Politi, Sydøstjyllands Politi samt Nordjyllands Politi). Det skulle give enhederne mulighed for et effektivt samarbejde omkring sager om dyretransport og give synergi i det samlede dyrevelfærdsarbejde.

De tre kredse, som huser de specialiserede dyrevelfærdsenheder, bestemmer selv hvordan de vil fordele deres folk. I Nordjylland har man samlet dyrevelfærdsenheden og dyreværnsafdelingen under én politikommissær, mens man I de to andre kredse har en tydeligere opdeling imellem dyrevelfærdsenheden og det lokale dyreværnsarbejde.

Kilde her. 

Dyrevelfærden i Danmark er truet. Regeringen vil spare på dyrepolitiet. Det kan få uoverskuelige konsekvenser for dyrene. Med besparelserne bliver det sværere at stille dyremishandlere til ansvar, hvilket betyder, at flere dyr risikerer at leve et liv i lidelse.

Skriv under på kravet om at bevare og styrke dyrepolitiet - for dyrenes skyld.