Thomas Søby tiltræder hos Dyrenes Beskyttelse som chef for Politik, Natur og Dyrevelfærd, hvor han skal være med til at modarbejde det stigende pres på dyrene fra menneskelige aktiviteter.

55-årige Thomas Søby skal fremadrettet lede det faglige og politiske arbejde med at forbedre forholdene for naturen, dyrevelfærden, biodiversiteten og havmiljøet i Danmark, EU og på globalt plan for Dyrenes Beskyttelse.
Emnerne er bestemt ikke fremmede for ham, da han kommer fra en stilling som særlig rådgiver for Finansminister, Nicolai Wammen, hvor han det seneste halve år blandt andet har fulgt arbejdet i regeringens grønne udvalg tæt. Tidligere har Thomas Søby været fem år hos Landbrug & Fødevarer som henholdsvis analysechef og cheføkonom. Han bringer derfor en stor økonomisk forståelse, samt et indgående kendskab til interessevaretagelse af landbrugspolitik i Danmark og i EU, med sig til Dyrenes Beskyttelse.
Direktør hos Dyrenes Beskyttelse, Britta Riis, ser frem til at få tilført flere muskler til arbejdet for bedre dyrevelfærd og fremhæver blandt andet Thomas Søbys økonomiske færdigheder:
- Thomas besidder en stor indsigt i det hårde pres, som dyrene i fødevareproduktionen er underlagt, men også de medfølgende konsekvenser for naturen og de vilde dyr. Derudover har han en solid økonomisk ballast, som vil gavne os i forhold til at brede dagsordenen om bedre dyrevelfærd endnu længere ud i både den offentlige og politiske debat.
I sin fritid er Thomas Søby blandt andet aktiv ornitolog og har derigennem en kærlighed til dyr og natur. Det har medvirket til, at han nu vil arbejde for, at både dyr og natur får en endnu stærkere stemme.
- Dyrene presses i stigende omfang af menneskelige aktiviteter. Derfor er det helt afgørende, at der findes organisationer, som arbejder for et respektfuldt og bæredygtigt forhold mellem dyr, mennesker og natur. Sådan en organisation er Dyrenes Beskyttelse, og det arbejde vil jeg gerne bidrage til, siger Thomas Søby.
Han er uddannet cand.polit. fra Københavns Universitet og har, udover Finansministeriet og Landbrug & Fødevarer, også seks år som cheføkonom hos Dansk Metal, og knap to år med samme titel hos IDA, på cv’et.
Ansættelsen er endnu et led i den politiske oprustning for Dyrenes Beskyttelse, der tidligere på året ansatte Andreas Hjørnholm som chef for public affairs.