Døren står altid åben på dyrenes gård, hvor en frø siger goddag, og et rådyr vinker farvel. Jytte og Finn Arp har forvandlet et forblæst landsted til en kvidrende, summende, kvækkende og rislende oase. Gården er en invitation til dyrene – og det skal den blive ved med at være, når gårdejerparret selv forlader stedet.
En svale vender vingerne, hælder i luften og flyver hjemmevant ind ad en halvåben stalddør. Døren står på klem af netop den grund. Så svalerne kan smutte ind og ud. De har kvitteret med at bygge rede lige over døren indenfor under det lave staldloft.
– Tænk sig – de vender tilbage hvert år. Det har de gjort i 40 år. Dyr er imponerende, siger Jytte Arp.
Vi bliver afbrudt af et højlydt plop fra dammen, som er lagt ned i gårdspladsens brosten.
– Det er nok en af frøerne, siger hun som det naturligste i hele verden. Hun er vant til, at beboerne på gården blander sig i samtalen. Vi lister os nærmere og kigger ind mellem sivene, hvor der ganske rigtigt ligger en stor grøn frø med øjnene lige over vandspejlet. Det er en af … skal det vise sig … utallige frøer i de damme, som Jytte Arp har indrettet rundt om det gule bindingsværkshus. Frøerne kvækker uafbrudt og så energisk, at det giver fornemmelsen af, at det faktisk er os – de to mennesker – der taler i munden på dem.
En oplevelse med ørene
I det hele taget er et besøg på gården ved den lille landsby Snesere ved Tappernøje lige så meget en oplevelse med ører som med øjne. Fuglesang, kvidren, tjirpen, kvækken, summen og rislen af vandet, der bliver pumpet rundt i sirlige små springvand af minimale solcellepaneler.
Fra gårdspladsen følger vi smalle, snoede flisegange rundt om gavlen af gårdens ene længe, forbi et drivhus med orangeri, der er overdækket af stormasket trådhegn, så sangfuglene kan spise i fred for rovfuglene, som der selvfølgelig også er masser af i luften over gården. Jytte Arp fortæller, at der er glenter og havørne, fordi gården ligger lige der, hvor Sjælland spidser til mod syd mellem Præstø Fjord og Dybsø Fjord, så der er mange opvinde ind over land, som rovfugle så at sige sejler på.
På den anden side af huset er der fyldt med fuglehuse – og de er beboet.
Fra Blæsenborg til Læsted
Jytte Arp bor på gården sammen med sin mand, Finn Arp. De mødte hinanden i 1971 og har været sammen lige siden. I dag er de 81 år begge to – og friske som, ja … havørne. Da de købte gården for hen ved 50 år siden, lå den blotlagt på en bar og meget forblæst mark. Jytte viser gamle sort-hvide billeder af gården, som ikke er til at kende. På den nu blomstrende og syngende gårdsplads var der dengang grus og parkeringsplads, og gårdens ene længe, den med orangeriet for enden, var der slet ikke. Den byggede de i 1977.
– De lokale kaldte stedet for Blæsenborg, siger hun, men jeg flytter ikke på landet for at blive blæst væk på et sted, hvor intet kan gro, og ingen fugle synger. Så vi besluttede at plante træer, lave en skov og indrette haven til dyrene, fortæller hun.
I dag er der små læsteder og oaser alle vegne i haven rundt om bygningerne. En have, der udmærker sig ved ikke at have en slået græsplæne noget sted. Blomster, buske, små træer og vandanlæg er til gengæld overalt.
Dyrene bestemmer selv
Gårdens i alt fem hektar blev i sin tid plantet til med tusindvis af træer, som i dag er tårnhøje, og der er en sø ude på engstykket, som har været græsmark for de lipizzanerheste, som har været Jytte Arps store kærlighed i 40 år. Det hele blev hegnet ind som fold til hestene.
– Hestene kunne gå hele vejen rundt om huset og selv vælge, om de ville gå ind i stalden eller være ude.
Hun viser også billeder fra en opvisning på Roskilde Dyrskue, hvor hun i kjole og hvidt og med tilhørende sort bowlerhat rider på sin lipizzaner i 1999.
– De sidste heste på gården blev 26 år og 30 år og forlod livet på gården i 2018.
I det hele taget kommer og går dyrene, som det passer dem. Katten er her et sted, men bestemmer selv, om den vil vise sig. Da parret flyttede fra Frederiksberg ud på landet for at få jord under neglene og være sammen med planter og dyr, havde Jytte og Finn deres to chowchowhunde med sig. Også en egenrådig hunderace. Deres hundehus står stadig lige inden for havelågen.
– Vi havde altid to, og de boede udenfor. De sidste hunde blev begge 15 år, og den sidste døde i 2015, fortæller Jytte
Gården skal gå til dem, jeg holder mest af
– Gården skal gå til dem, som jeg hygger mig med og holder mest af, erklærer Jytte Arp, da vi sidder på terrassen, og hun svarer på, hvorfor gården er testamenteret til dyrene. Da har hun lige hilst på et stankelben, der lander kortvarigt på hendes arm, og hun siger: "Er den ikke smuk", og vi har fotograferet en sommerfugl, talt om den svirreflue, som ofte lægger luftvejen forbi, og Jytte har fortalt, hvordan hun taler med dyrene og drømmer om dem.
– Heste er engle. Jeg har lært telepati af dem. De kendte mine tanker, før jeg havde tænkt dem, siger hun, som har dedikeret sin tid og sit liv til gården og dyrene.
– Vi er sat her på jorden for at passe på vores omgivelser og dyrene og naturen.
Jytte og Finn Arp har sat deres mærke. Træerne er i dag blevet til en skov, hvor der er tyst mellem rækkerne af stammer, og vi finder nye planter, der kigger op af jorden, som er fuld af grannåle. Jytte bruger den gode, granfyldte muld fra skoven som jord i haven. Intet er sprøjtet eller gødet på gårdens matrikel, og parret Arp laver helst alt med håndkraft uden maskiner. Træernes tunneler er en kikkert ud til de vandrette striber af himlens blå og rapsmarkens gule.
Et rådyr vinker farvel
På vej tilbage til bilen, som holder på en lille plads for enden af den lange indkørsel og lige over for den tidligere, nu tilgroede, ridebane, vinker et rådyr farvel. Eller det står og græsser uforstyrret, indtil vi kommer for tæt på, så springer dyret af sted
– Vi kan kun ønske os, at gården kommer i hænderne på nogle, som vil have den i samme ånd og er glade for naturen. Så det ikke er nogen, der pelser stedet og fælder træerne, for de er jo også levende væsener, de har bare en anden form.
– Vi er en ånd i en krop, vi er her midlertidigt, og så går vi videre.
