Chauffører, der kører grise for verdens største og Danish Crown-ejede grisetransportør, får mundkurv på af deres arbejdsgiver. Chaufførerne må ikke tale med politiet eller vidne i dyreværnssager.
Chauffører, der kører grise for verdens største og Danish Crown-ejede grisetransportør, bliver af deres arbejdsgiver aktivt instrueret i at tie stille over for politiet i dyreværnssager.
Det viser en instruks, som dagbladet Information er kommet i besiddelse af. I en konkret sag fra Fyn blev én af chaufførerne endda truet til tavshed efter at have været vidne til, at 12 grise blev tæsket med et jernrør af en landmand. Chaufføren blev, ifølge sit vidneudsagn, instrueret af sin arbejdsgiver til ikke at tale med politiet om hændelsen – med trusler om fyring. Derfor måtte sagen i første omgang lukkes. Først senere, da chaufføren trodsede truslerne og stod frem, blev den voldelige landmand dømt.
"Det kræver meget mod at stille sig op og tale dyrenes sag, når man direkte har fået at vide af sin arbejdsgiver, at man skal tie stille,” siger direktør i Dyrenes Beskyttelse, Britta Riis og fortsætter:
”Det er jo en transportgigant, vi her taler om, og der er noget systematik i, at man giver sine chauffører mundkurv på over for politiet. Det er svært at se det som andet end en kynisk tavshedskultur, der modarbejder beskyttelse af dyrene og underminerer retssikkerheden. Firmaer, der håndterer så mange levende dyr på transporter, er nødt til at støtte deres medarbejdere i at gøre alt, hvad de kan for at værne om dyrene på de belastende transporter, og bidrage til politiets opklaringsarbejde, når der er tvivl om, hvorvidt der har været overgreb på dyrene eller syge dyr”.