Fie

Killinger dumpet i pose med gardiner

To bittesmå killinger, kun 1 uge gamle, er blevet fundet i en pose efterladt i en kælder. Posen var fyldt med gardiner, og den ene af de to killinger var allerede død, da de blev fundet. Heldigvis kom den anden killing hurtigt afsted til Dansk Dyreværn Århus, hvor den fik den nødvendige hjælp.

Skrevet af:
Fie Bau Madsen

En helt almindelig dag endte med at betyde liv eller død for en nyfødt killing. En mand i Brabrand skulle bare en tur ned i sin kælder i den bygning, hvor han boede, da han gjorde et forfærdeligt fund.

I nogle poser på gulvet kunne han pludselig høre små lyde, og han besluttede derfor at finde ud af, hvor de kom fra. Han tjekkede poserne, og blandt gardiner fandt han to bittesmå killinger. Den ene var allerede død af iltmangel, men den anden var stadig i live. Han skyndte sig at få den ud af posen og ringede derefter til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 for at få hjælp.

Kun 1 uge gammel

Killingen havde brug for akut hjælp, og kredsformand Jannie Kristensen tog derfor straks afsted for at hente killingen, der kun var 1 uge gammel. Jannie kørte killingen til Dansk Dyreværn Århus, hvor personalet stod klar med tæpper og sutteflaske.

- Det er altid kritisk, når vi får så små killinger ind på internatet. Vi ved desværre ikke, hvor længe de to killinger har ligget i posen med gardiner, og når killinger er så små, kan de ikke tåle at være uden deres mor i ret mange timer. Det første, vi gør, er derfor at give dem flaske og få dem varmet op, fortæller Sara Bjerg Nielsen, veterinærsygeplejerske og souschef hos Dansk Dyreværn Århus.

Hos Dansk Dyreværn Århus fik killingen navnet Fie. Her blev hun både varmet op og fik sutteflaske. Herefter blev hun undersøgt hos dyrlægen, men det så heldigvis ikke ud til, at hun havde taget skade. Der blev derfor fundet en plejefamilie, som kunne passe Fie, indtil hun bliver 12 uger og er klar til at finde et nyt og kærligt hjem.

- Der er ingen garantier, når vi får så små killinger i pleje, da de skal flaskes op hver anden time, indtil de kan spise selv, og selv der er det ikke til at vide med sikkerhed, om killinger som Fie overlever. Vi er dog ved godt mod og tror, at Fie kommer sig. Hun har haft tynd mave nogle dage og er derfor på skånekost, men hun er en lille fighter, fortæller Sara Bjerg Nielsen.

I pleje sammen med Gizmo

Den plejefamilie, der tog imod Fie, havde i forvejen killingen Gizmo i pleje. Det var derfor oplagt, at Fie kom derud, så hun kunne få en legekammerat. Gizmo var knap 8 uger og derfor noget ældre, men de to killinger havde enormt meget glæde af hinanden.

- Vi forsøger altid at finde et godt match med andre killinger til dem, der kommer ind alene, så de har nogle artsfæller at være sammen med. Så det er bare rigtig godt, at Fie og Gizmo har hinanden, afslutter Sara Bjerg Nielsen.