Lille Egon blev efterladt helt alene til sin egen skæbne i en skotøjsæske en kold og regnfuld aften. Kassen viste sig dog at være Egons redning, da den kunne skærme ham fra regnen og han derfor kunne holde sig varm tids nok til han blev fundet.
I midten af maj fik en kvinde sig en grim overraskelse, da hun var ude og gå en tur. Pludselig fik hun øje på en skotøjsæske, der lå omvendt med bunden opad.
Kvinden har tidligere været plejemor for killinger på Roskilde Internat og hun vidste derfor, at malplacerede papkasser i naturen desværre kan betyde dumpede katte og killinger.
Hun skyndte sig derfor at kigge under kassen, og ganske rigtigt sad der en lille bitte killing under kassen og kiggede betuttet ud på hende. Hun samlede straks den lille killing op for at varme den, da den var både kold og våd. Til killingens held havde skotøjsæsken skærmet ham lidt for regnen, og han var derfor stadig i live, da han blev fundet.
LEDTE EFTER SØSKENDE I OMRÅDET, MEN UDEN HELD
Lille Egon var den eneste killing under kassen, og om der har været flere, er svært at sige med sikkerhed. Kvinden undersøgte området længe, men fandt ikke flere killinger og hun tog derfor til sidst Egon med hjem for at give ham varme og mad. Dagen efter var der flere ude og lede i området for at sikre, at der ikke var nogle killinger, som var overset og efterladt.
HVAD ER EN SOMMERVEN?
Sommeren er højsæson for svigtede og dumpede dyr. Mens Danmark holder ferie, knokler vores internatmedarbejdere for at hjælpe og redde de mange katte, hunde, kaniner og andre dyr, der hver dag kommer ind på internaterne. Som sommerven er du med til at få dyr og internater gennem sommeren ved at støtte med 100 kr. i månederne juli, august, september og oktober.
Da det var sent om aftenen, besluttede hun at beholde killingen om natten, og så ringe til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 tidligt næste morgen.
Gennem 1812 blev Roskilde Internat kontaktet og sendte derfor straks én ud, som kunne hente Egon og bringe ham ind på internatet. Her blev han undersøgt og heldigvis var han i god behold. Nu skulle han bare ud i en plejefamilie, som kunne passe ham indtil han skal have et nyt og kærligt hjem.
Egon er nu kommet ud i pleje, hvor han skal være de næste 9 uger, indtil han er klar til at finde sit nye, kærlige hjem.