Killing

Nyfødte killinger efterladt under en busk

4 nyfødte killinger blev fundet dumpet i en papkasse, skubbet ind under en busk. Killingerne var så små, at de stadig havde navlestrenge og det var derfor et spørgsmål om tid, hvis de skulle overleve uden deres mor.

Skrevet af:
Fie Bau Madsen

En kvinde gjorde sig et ubehageligt fund, da hun var ude at gå en tur i Kildeparken i Aalborg. Under en busk fik hun øje på en forladt papkasse og undrede sig over, hvorfor den stod der. Hun besluttede sig derfor for at tjekke, hvad der var i kassen og da hun fik den ud fra busken, fandt hun fire nyfødte killinger.

Killingerne var så små, at de stadig havde navlestrenge. Kvinden skyndte sig at tage papkassen med hjem i sin lejlighed, hvor hendes kæreste ringede til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 for at få hjælp. Samtidig forsøgte kvinden at varme killingerne med tæpper og puder.

Krisehjælp på Nordjyllands Internat

Dyrenes Beskyttelse sendte straks de to kredsformænd, Kenneth og Pia, afsted for at hente killingerne. Selvom de var blevet fundet, var det et spørgsmål om tid, før killingerne ville dø af sult og kulde, hvis ikke de fik hjælp. De blev derfor kørt direkte til Nordjyllands Internat, hvor personalet stod klar til at tage imod killingerne med sutteflasker og varmepuder.

- Killingerne var ikke mange dage gamle, da vi modtog dem, hvilket vi tydeligt kunne se, da de stadig havde navlestrenge. Deres liv er kritisk på det tidspunkt, da de virkelig har brug for deres mor, så det første vi gjorde var at sørge for, at de fik mælk og blev varmet op med tæpper og varmepuder, fortæller Karina Fisker, internatsleder på Nordjyllands Internat.

De fire killinger blev døbt Alma, August, Albert og Anna. Efter de havde fået mad og varme, blev de undersøgt af dyrlægen, som vurderede at de var ca. 3 dage gamle. Desværre overlevede Anna ikke den hårde start på livet, men de sidste tre kom ud til den helt rigtige plejemor, hvor killinger boede, indtil de blev 12 uger.

-  Plejemor gjorde et fantastisk stykke arbejde med at pleje dem. Hun blev så knyttet til killingerne, at hun adopterede Albert, så det endte heldigvis lykkeligt, trods de sørgelige omstændigheder, fortæller Karina Fisker.

Under al kritik at efterlade nyfødte killinger

Heldigvis blev disse killinger fundet i tide, således at Nordjyllands Internat kunne prøve at hjælpe dem. Det er dog under al kritik at efterlade dyr til en uvis og usikker skæbne på den måde.

- Det er forfærdeligt at tænke på, at der har gået en missemor rundt derude og ikke kunne forstå, hvor hendes killinger var blevet af, og samtidig har nogen efterladt så små killinger helt alene. Denne her overlevede tre ud af fire, men så små killinger har rigtig dårlige odds, og det var jo desværre ikke alle fire der overlevede, afslutter Karina Fisker.