Der er i øjeblikket rekordmange katte på internaterne.

Internatsrekord: Det bugner med katte på landets internater

Antallet af katte på landets internater stiger på denne årstid, og Dyrenes Beskyttelse huser i øjeblikket 10 pct. flere katte end sidste år. Kattene havner på internaterne, fordi der ikke er nogen til at tage sig af dem.

Skrevet af:
Jens Jokumsen

Dyrenes Beskyttelse driver landets største netværk af internater, og her oplever man, at antallet af katte er rekordhøjt. Pr. 1. september i år var antallet af husede katte oppe på 1.204, og sammenlignet med samme tidspunkt sidste år er det hele 113 flere katte, altså en stigning på mere end 10 pct. på blot ét år.

"Kattene havner på internaterne, fordi de på forskellig vis har været i nød. Nogle har været syge, andre var herreløse eller på anden vis tilovers eller uønskede. De bliver dumpet, smidt ud eller efterladt - alt sammen forhold, som efterlader kattene i stikken, og i visse tilfælde kan have dødelig udgang," siger Jens Jokumsen, chefkonsulent i Dyrenes Beskyttelse.

Internaterne formidler mange katte på internaterne

Internaterne modtager flere katte, men de oplever heldigvis også, at antallet af formidlede internatskatte samtidig er støt stigende. I juli og august fik næsten 900 katte nye hjem fra Dyrenes Beskyttelses internater, og det er en markant stigning i forhold til sidste år. Det er en tendens, som vækker glæde hos Dyrenes Beskyttelse:

"Det er fantastisk, at flere besøger internaterne, når de overvejer at få en kat. Internatskatte er gode som familiekatte og godt socialiserede, og så sparer man samtidig på dyrlægeregningen, da alle vores katte er dyrlægeundersøgt, vaccinerede, mærkede og neutraliserede," siger Jens Jokumsen.

Det forpligter at have en kat

Hos Dyrenes Beskyttelse opleves det som positivt, at antallet af internatskatte, der får nye ejere, er stigende, men opfordrer samtidig til, at man sætter sig grundigt ind i, hvad det vil sige at have kat.

"Det er ressourcekrævende at have kat, og der følger et ansvar med. En kat lever længe og skal også passes efter, at den ikke er killing mere. Ellers risikerer vi, at den ender på et af vores internater igen. Kan man ikke finde overskud til at passe en kat fra start til slut, bør man ikke anskaffe sig en kat," siger Jens Jokumsen.

Dyrenes Beskyttelse i uge 39

Hvert år i uge 39 sætter Dyrenes Beskyttelse fokus på kattenes velfærd, og i år er ingen undtagelse.

Internaterne får landet over mange katte ind, som er overladt til sig selv. Det er ikke et problem, som ser ud til at aftage foreløbigt. Derfor er formålet med uge 39 at sætte fokus på det ansvarlige ejerskab. Som katteejer påtager man sig det ansvarlige ejerskab ved at sørge for, at ens kat er steriliseret eller kastreret. Det forebygger mange killinger, som fødes uønskede og i bedste fald ender på et af landets internater.

Dyrenes Beskyttelse har i en årrække forsøgt at indføre en kattelov, som gør det lovpligtigt, at alle katteejere skal mærke og registrere deres kat.

Dyrenes Beskyttelses internater

Dyrenes Beskyttelse er landets største dyreværnsorganisation med 8 internater i Roskilde, Brande, Fuglebjerg, Spøttrup, Hjallerup i Nordjylland, Ejby på Fyn og på Bornholm og Falster.

I 2016 formidlede organisationen nye hjem til 6009 dyr.

Kunne du tænke dig et dyr fra et af Dyrenes Beskyttelses internater, så gå ind på www.dyrenesbeskyttelse.dk/find-dyr