Berberabe unge
Foto: Christel Sagniez

Handel med vilde dyr udgør stor sundhedsrisiko

Handel med vilde dyr udgør en stor sundhedsmæssig risiko for verdenssundheden. En handel, der ikke kun udspiller sig langt væk, men som også er et stort problem i Europa.

Skrevet af:
Marie Hougaard

Hvert år estimeres handlen med vilde dyr i Europa at have en værdi på mere end 100 milliarder euro, ifølge en EU-rapport fra 2016. Dette tal inkluderer blandt andet handel med skind, elfenben, medicin og eksotiske kæledyr.

De eksotiske kæledyr udgør en stor del af den europæiske handel med vilde dyr, og vilde dyr som papegøjer, krokodiller og kamæleoner bliver handlet på tværs af EU-grænser. En handel, der udsætter menneskehedens sundhed for farer.

”Menneskets tætte kontakt med de vilde dyr udgør en stor sundhedsmæssig risiko. Det indså hele verdenssamfundet tydeligt, da COVID-19 pandemien begyndte at rulle fra land til land og kontinent til kontinent. Mere end 70% af nye smitsomme sygdomme kommer fra vilde dyr, og vi skal derfor begrænse menneskets omgang med vilde eksotiske dyr mest muligt”, siger biolog i Dyrenes Beskyttelse Anne Sofie Meilvang.

For sundhedens skyld

HIV, SARS, Ebola og senest COVID-19 er eksempler på de såkaldt zoonotiske sygdomme, der hopper fra de vilde dyr og til mennesket. Størstedelen af nye sygdomme hos mennesket stammer fra dyr.

Eksotiske kæledyr kan altså udgøre en sundhedsrisiko for deres ejere. I Storbritannien får 6000 årligt salmonella fra deres krybdyr, og ca. 27 procent af børn under fem år, der indlægges med salmonella, har fået det fra krybdyr.

Dyrenes Beskyttelse anbefaler derfor, at man i stedet for den nuværende ordning med en såkaldt negativliste, hvor de dyr, man ikke må holde som privatperson står, i stedet for indfører en positivliste. Her står alle de dyr, man må holde som privatperson, og man kan på den måde undgå gråzoner og tvivlsspørgsmål.

”Mange vilde eksotiske dyr er ikke egnet til at blive holdt i private hjem, fordi de har høje krav til pasning, fodring og anlæg, og de lider derfor i fangenskab. Men ikke kun dyrevelfærden, også menneskets sundhed skal der tages højde for. Vi skal derfor regulere handlen med vilde kæledyr, så kun ejere med meget viden om en art får tilladelse til at holde den, selvom den ikke står på positivlisten”, siger Anne Sofie Meilvang.

Dyrenes Beskyttelse går altså ind for, at eksperter og ejere med megen specialviden om en specifik art, skal have dispensation fra positivlisten og dermed lov til at holde det eksotiske kæledyr.

Virustyper

Der er stor forskel på virus.

Nogle virusser består af det genetiske materiale DNA og andre af RNA.

DNA-molekylet er formet som et dobbelthelix, der ligner en snoet stige. DNA udgør arvematerialet i alle levende organismer og mange virus. De virus, der ikke består af DNA, består af RNA.

RNA er i stor stil bygget op som DNA dog med visse undtagelser, som fx at RNA ikke er udformet som et dobbelthelix, men er formet som en kæde. Den kemiske sammensætning er også lidt anderledes.

Størstedelen af de virusser, der har udviklet sig til pandemier, består af RNA.