Søvn kan virke som en utopi når du lige har fået en hvalp i hjemmet. Dog fungerer de fleste, mennesker og hunde, bedst når de har fået deres søvn og derfor gælder det om at få styr på søvnrutinen hurtigt. Her kommer en række tips til en god nattesøvn for alle.
Hvalpe sover rigtig meget, men det er selvfølgelig en omvæltning at flytte fra sine søskende og ud til et nyt hjem, hvor alt er nyt og man er helt alene. Derfor kan nattesøvn godt virke som en udfordring, men det behøver den ikke være.
Hvalpe sover meget og har brug for at hvile sig mellem 16-20 timer i døgnet. Sørg derfor for at hvalpen får lov til at være i fred og ikke bliver forstyrret hver gang den lægger sig for at sove.
Hvor skal hvalpen sove?
Det første du skal finde ud af, er hvor du gerne vil have hvalpen sover, også når den bliver voksen. Det kan være utrolig fristende at have sin hvalp i sengen, men hvis du ikke vil have den i sengen når den er blevet voksen, er det en god ide at lære den fra starten, at den skal sove i sin kurv.
Hvalpen kan sove i sin egen kurv i soveværelset ved siden af din seng. På den måde er den tæt på dig og føler sig tryg, men den lærer stadig at sove i sin egen kurv. Hvis du på sigt gerne vil have at den, ikke sover i soveværelset, kan du langsomt rykke kurven længere og længere væk. Det er en tryg måde at lære det på, hvor hvalpen ikke bliver utryg.
Sørg for at hvalpen er tryg
Når hvalpen skal hentes hjem, er det en god ide at hente den tidligere på dagen. På den måde har I hele dagen til at vænne jer til det nye hjem, og lydene er derfor ikke så skræmmende, når det er tid til at sove.
Hvalpe sover godt, hvis de er trygge i deres omgivelser. Sørg derfor for at holde dig tæt sammen med hvalpen de første dage, indtil hjemmet er trygt. Desuden er det en god ting at få et tæppe med fra avler, som dufter trygt af hvalpens mor og fødested. Læg tæppet i kurven, så lugtene er velkendte.
En træt hvalp sover godt
For at sikre at hvalpen sover godt, skal man sørge for at gøre den træt. Her kan en god regel være, at man kun leger rolige lege efter aftensmaden. Det kan være forskellige former for nosework, eller små træningsøvelser som stimulerer hjernen.
Desuden er det en god ide at lave en vane med at tage hvalpen ud at tisse som det sidste inden I går i seng. Det vil give en god rutine, og hvalpen vil bedre kunne holde sig længere, så I ikke skal op så mange gange.
LÆS MERE OM LIVET MED HUND PÅ VOV - VIDEN OM VOVSER
VOV er et forum til dig som enten lige har fået en hvalp eller som har hund og blot ønsker at blive klogere på din hunds adfærd. VOV samler en masse viden om alt fra træning, til adfærd til hjælp til at håndtere de følelser, der følger med, når man som ejer bliver knyttet til sin hund.
VOVs formål er at guide hundeejere til at få det bedste forhold til deres firbenede venner og til at hjælpe endnu flere med at være ansvarlige hundeejere.
Dansk Kennel Klub har løbende været behjælpelige med viden og sparring omkring hundeadfærd og ansvarligt ejerskab. Besøg Dansk Kennel Klubs hjemmeside her.