At gå tur med hunden er en stor del af det at have hund. Hunden skal ud at gå hver dag, hele året rundt. Derfor er det vigtigt at få godt styr på, at hunden går pænt i snor, ikke trækker og går roligt, så turen bliver god for alle parter.
Det rigtige udstyr til din gåtur
Det rigtige udstyr kan gøre en stor forskel på gåturen. Dyrenes Beskyttelse anbefaler at man altid bruger en sele, som sidder ergonomisk korrekt og ikke trykker på hundens skuldre. Det er også en god ting hvis man kan sætte snore fast både på brystet og oppe på ryggen.
Et halsbånd er beregnet til at sætte det lovpligtige hundetegn fast i, men det er sjældent egnet til en lang gåtur.
Der er ikke noget mere frustrerende end at blive trukket afsted af en hund, som ikke kan gå pænt i snor. Om den så er lille eller stor, så er det en virkelig dårlig oplevelse. Der er heldigvis flere ting, der kan hjælpe, når både hvalpen og den voksne hund skal lære at gå pænt i snor.
En god idé er at lære hvalpen fra starten, at det ikke betaler sig at trække i snoren. Hvis hunden er voksen, er det dog ikke for sent at lære at gå pænt.
Min hvalp vil ikke gå tur
Det er helt normalt, at hvalpe sætter sig ned og kigger på dig de første gange, du tager den med ud at gå. Der er en god sandsynlighed for, at hvalpen aldrig har haft snor på før, og derfor kan den være overvældet over situationen.
Vær derfor meget tålmodig og allier dig med gode godbidder de første gange. Så snart hvalpen går hen mod dig, skal du belønne den med en godbid. På den måde lærer den hurtigt, at det er dejligt at gå med dig, når den får snor på.
Hvalpen trækker i snoren og vil ikke gå pænt
Hvis hvalpen begynder at trække i snoren, skal man ikke blive frustreret. Hvalpen trækker i snoren, fordi den tror, at det kan betale sig, når den gerne vil et bestemt sted hen. Derfor skal ejeren forklare hvalpen, at det ikke forholder sig sådan.
”Hvis man stopper op, når hvalpen trækker og belønner hvalpen, så snart den går roligt ved siden af dig, vil den hurtigt forstå, at den ikke skal trække i snoren. Ofte kommer vi til at belønne hvalpen ubevidst, når den trækker i snoren. Det kan være, hvis den ser et menneske, den gerne vil hilse på og derfor trækker for at komme derhen. Hvis man lader hvalpen komme derhen, vil den få social belønning i form af interaktion med et menneske”, forklarer Jens Jokumsen, familiedyrschef ved Dyrenes Beskyttelse.
Det er derfor vigtigt at stoppe op og vente, til hvalpen venter på dig og så belønne den, når den går fremad uden at trække i snoren.
Lær hunden at gå pænt i snor
Hvis hunden skal lære at gå pænt i snor, skal den lære, at det kan betale sig, at snoren er slap. Taktikken er derfor at belønne hunden eller hvalpen med en godbid, så snart snoren er slap. Hvis snoren bliver stram, stopper du op og venter til snoren er slap igen, og hunden eller hvalpen er opmærksom på dig.
Beløn kun når snoren er slap og hunden går roligt ved siden af dig. Husk at det ikke hjælper at trække hunden hårdt tilbage, hvis den trækker i snoren. Det kan tage rigtig lang tid at lære hunde og hvalpe at gå pænt i snor, men når de først har forstået konceptet, får man en hund, der kan gå pænt i snor de næste mange år. Det kræver stor tålmodighed at lære en hvalp at gå pænt i snor.
LÆS MERE OM LIVET MED HUND PÅ VOV - VIDEN OM VOVSER
VOV er et forum til dig som enten lige har fået en hvalp eller som har hund og blot ønsker at blive klogere på din hunds adfærd. VOV samler en masse viden om alt fra træning, til adfærd til hjælp til at håndtere de følelser, der følger med, når man som ejer bliver knyttet til sin hund.
VOVs formål er at guide hundeejere til at få det bedste forhold til deres firbenede venner og til at hjælpe endnu flere med at være ansvarlige hundeejere.
Dansk Kennel Klub har løbende været behjælpelige med viden og sparring omkring hundeadfærd og ansvarligt ejerskab. Besøg Dansk Kennel Klubs hjemmeside her.