I kølvandet på COVID-19 er opmærksomheden omkring asiatiske dyremarkeder stor. Samtidig stortrives handlen med eksotiske kæledyr i Europa. Der er brug for ny lovgivning, hvis vi skal komme den problematiske handel med vilde dyr til livs på europæisk plan, mener Dyrenes Beskyttelse.
Den intensive handel med vilde dyr verden over er et stort problem. Eksotiske og ofte truede dyrearter jages, avles og sælges under kummerlige kår. Dermed skaber handlen både grundlag for dårlig dyrevelfærd, tab af biodiversitet og sundhedsmæssige risici.
Alene i Europa estimeres handlen med vilde dyr til at have en værdi på mere end 100 milliarder euro årligt, ifølge en EU-rapport fra 2016. Disse tal inkluderer blandt andet handlen med skind, elfenben, medicin og eksotiske kæledyr.
Alt fra krybdyr til aber og flagermus kan i dag handles fuldstændig lovligt som kæledyr inden for EU, og det er dybt problematisk, mener Britta Riis, direktør i Dyrenes Beskyttelse og formand for Eurogroup for Animals, en international sammenslutning af 70 dyrevelfærdsorganisationer.
- Mange eksotiske dyrearter kan i dag handles som kæledyr uden nogen former for kontrol. Men handlen er både problematisk for de enkelte dyr, for vores biodiversitet og for vores fælles sundhed. Derfor skal vi have ændret reglerne for handlen i EU, siger hun.
Behov for en positivliste
Sammen med sine europæiske samarbejdspartnere i Eurogroup for Animals, kæmper Dyrenes Beskyttelse for at få indført en såkaldt ’positivliste’ for kæledyr. En positivliste er en opgørelse over de dyr, der er egnede og sikre at holde som kæledyr.
- En positivliste kunne være med til at fjerne mange af de gråzoner, der findes i dag på europæisk niveau, ved at indskrænke antallet af dyrearter, der er godkendte som kæledyr betydeligt, siger Britta Riis.
Positivlisten udgør sammen med fem andre punkter grundlaget for de ændringer, som Eurogroup for Animals og Dyrenes Beskyttelse forsøger at få indført på EU-plan omkring handlen med vilde dyr.
Fotoet er stillet til rådighed af Jo-Ann McArthur / We Animals
FAKTA:
Dyrenes Beskyttelse og Eurogroup for Animals kæmper for et opgør med den problematiske handel med vilde dyr i Europa i kølvandet på COVID-19. Dyrenes Beskyttelse arbejder blandt andet for at:
- EU's biodiversitetsstrategi for 2030 bør indeholde specifikke retningslinjer for, hvordan handlen med eksotiske kæledyr effektivt kan reguleres med henblik på at beskytte EU-borgeres sundhed, dyrenes velfærd og den europæiske og globale biodiversitet mod de risici handlen i dag medfører.
- EU bør indføre en positivliste, der gælder i alle medlemslande, og som angiver hvilke dyrearter, der er egnede og sikre til at blive handlet som eksotiske kæledyr.
- EU bør tilskynde nationalstater til straks og permanent at forbyde dyremarkeder med vilde dyr.
- Medlemslandene bør som nødforanstaltning indføre økonomisk støtte til redningscentre for vilde dyr. Disse faciliteter spiller en afgørende rolle for at støtte medlemslandenes bestræbelser på at bekæmpe den problematiske del af handlen med vilde dyr og sikre velfærden for de vilde dyr, der konfiskeres. Som følge af den nuværende nedlukning af de europæiske lande er redningscentrene stærkt økonomisk pressede.
- De nationale regeringer bør permanent forbyde importen af jagttrofæer. Trofæerne er potentielle sygdomsbærere og bidrager til en industri, der udnytter naturens ressourcer og lægger unødigt pres på biodiversiteten.
- EU bør bevare og styrke sin globale lederrolle i den fortsatte kamp mod den problematiske del af handlen med vilde dyr.