Det er med store forventninger til dyrevelfærden, at direktøren for Dyrenes Beskyttelse, Britta Riis, er gået ind i det nye årti. Her fortæller Britta om tre af de ting, hun ser allermest frem til at arbejde med i år.
Elefanternes sidste hjem
Det bliver fantastisk at se de fire pensionerede cirkuselefanterne indvie deres nye hjem i Knuthenborg til sommer. Det bliver en lykkelig afslutning på en lang rejse, der har haft mange bump på vejen, og som vi har brugt mange kræfter på at få trumfet igennem. Samtidig bliver det en historisk dag for os i Dyrenes Beskyttelse, fordi vi i mere end 50 år har arbejdet for at få vilde dyr ud af cirkus. Jeg glæder mig virkelig meget til at se det færdige anlæg, som vi i tæt dialog med Knuthenborg Safaripark har været med til at udvikle, og som kommer til at have mange af de forskellige miljøer og fornødenheder, som elefanterne ville have oplevet i den vilde natur. Jeg er sikker på, at der venter Lara, Djungla, Jenny og Ramboline en fantastisk tilværelse som pensionister.
Danmarks første dyrevelfærdslov
I løbet af februar måned kan vi se frem til, at Folketinget vedtager Danmarks første dyrevelfærdslov, som skal afløse den mere end 100 år gamle dyreværnslov. Det giver os en unik mulighed for at bringe dyrevelfærden ind i det nye årtusind og sætte barren højere, end den tidligere har været. Dyr skal ikke blot beskyttes mod smerte og ubehag. Dyr har en lang række naturlige behov, og derfor kræver vi også, at de bliver holdt under forhold, hvor disse behov bliver tilgodeset. For os er det vigtigt, at alle dyr får mulighed for at udleve den naturlige adfærd, der knytter sig til deres art. Vi har forløbet igennem arbejdet benhårdt for at sikre, at dyr bliver anerkendt som levende og sansende væsner. Jeg regner med, at det kommer til at fremgå klart af den endelige lovtekst. Og så kan ministeren for første gang nogensinde kræve øremærkning og registrering af alle ejerkatte. Jeg håber meget, at vi kan overtale ham til gøre brug af denne ret. Det er på tide, at katte får samme status som hunde i vores samfund.
Dyrevelfærd på europæisk plan
Jeg ser frem til, at vi i løbet af 2020 forhåbentlig får meget mere dyrevelfærd på europæisk plan. Vi har fået en ny EU-Kommission, som tager dyrevelfærd seriøst, og samtidig skal der vedtages en ny struktur for landbrugsstøtten, som forhåbentlig kommer til at understøtte meget mere velfærd for landbrugsdyrene. For første gang nogensinde er det lykkedes os at få arbejdet dyrevelfærd ind i teksten om den fælles europæiske landbrugspolitik. Den chance skal vi udnytte, for det er gennem EU, vi kan gøre en kæmpe forskel for de milliarder af dyr, der lider under den industrielle landbrugsproduktion i dag. Samtidig bliver 2020 også året, hvor vi kan fejre 40 år med Eurogroup for Animals. Her har jeg siddet ti år i bestyrelsen og været bestyrelsesformand de sidste fire år. Jeg er meget stolt over at stå i spidsen for mere end 70 medlemsorganisationer fra Europa, USA og Australien. Sammen skal vi fejre de sejre, vi har opnået de sidste 40 år, og se fremad mod, hvordan vi kan gøre de næste 40 år endnu bedre for dyrene.