Med dagens lancering af EU-Kommissionens to strategier for henholdsvis biodiversitet og fødevareproduktion lægger EU op til en række ændringer af lovgivning på dyrevelfærdsområdet. Dyrenes Beskyttelse hilser de nye strategier velkommen.
"Vi ved, at noget af det vigtigste, når man taler naturbeskyttelse, er plads. Plads til dyrene og planterne på naturens præmisser. Det har man talt om, at der skulle laves mål for i årevis, og nu bliver det endelig til noget. Det er fantastisk"
EU-Kommissionen har i dag præsenteret to nye strategier som en del af den europæiske grønne pagt, The European Green Deal, der skal gøre EU’s økonomi mere bæredygtig. Fokus for de to strategier, der blev præsenteret i dag, er biodiversitet og fødevareproduktion, og hos Dyrenes Beskyttelse er man glade for, at Kommissionen lægger op til forbedringer af lovgivningen på blandt andet dyrevelfærdsområdet.
”Endelig! EU-lovgivning på dyrevelfærdsområdet har ligget i dvale i et årti, og der i dén grad behov for at få givet den et betragteligt løft. Det er skønt, at Kommissionen nu anerkender, at vi er sakket bagud, og at der skal skrides til handling. Tidsplanen kunne klart være mere ambitiøs, da der ikke mangler viden på området. Det er bare at komme ud af starthullerne. Vi har før set store ambitioner fra EU, hvor det bare er løbet ud i sandet, og det må ikke ske denne gang,” siger Britta Riis, direktør for Dyrenes Beskyttelse og formand for den europæiske sammenslutning af 70 dyrevelfærdsorganisationer, Eurogroup for Animals.
En måling fra Eurobarometer i 2016 viste, at 94 pct. af europæerne var enige i, at der er brug for forbedringer af dyrevelfærden i EU.
Britta Riis fremhæver, at EU-Kommissionen specifikt nævner dyretransport som et område, hvor der skal ske forbedringer.
”Vi har i årevis arbejdet – også sammen med skiftende regeringer – om at få et loft på 8 timer for transport af dyr. Intet andet kan forsvares i forhold til at sikre dyrevelfærden. Nu håber jeg, at vi omsider får et loft på 8 timer på tværs af hele EU, men det kan ikke vente til slutningen af 2023, som man her lægger op til,” siger hun.
Ingen livtag med den store animalske produktion
Med den nye fødevarestrategi, Farm-To-Fork, lægger EU-Kommissionen op til, at fødevarer skal produceres mere bæredygtigt af hensyn til bl.a. dyrevelfærd, klima og natur.
”Det er glædeligt, at der er sat et konkret mål om, at 25 pct. af landbrugsarealerne skal være økologisk i 2030, da dyrevelfærden i Danmark er god i den økologiske produktion,” siger Britta Riis og fortsætter:
”Men desværre har man ikke taget livtag med den meget store animalske produktion. I et tidligere udkast til strategien var der for eksempel taget skridt til at fjerne støtte til markedsføring af animalske produkter, men dette er nu fjernet og erstattet af en blødere formulering. Og i forhold til klimadebatten havde det klædt Kommissionen at være mere markant på dette område,” siger hun.
Mere beskyttet natur og mere beskyttelse af handel med eksotiske dyr
EU-Kommissionen har også fremlagt en strategi for biodiversitet, og her er der gode nyheder at hente. EU-Kommissionen ønsker blandt andet, at 30 pct. af land- og havområderne skal være beskyttede områder i 2030, og 10 pct. skal have streng beskyttelse.
”Vi ved, at noget af det vigtigste, når man taler naturbeskyttelse, er plads. Plads til dyrene og planterne på naturens præmisser. Det har man talt om, at der skulle laves mål for i årevis, og nu bliver det endelig til noget. Det er fantastisk, og det kommer også til at stille krav til Danmark og den måde, vi udnytter vores areal på,” siger Britta Riis.
Kommissionen vil også indføre strengere restriktioner på handel med elfenben, og i 2021 vil man revidere planen mod illegal handel med eksotiske dyr. Kommissionen fremhæver, at der skal være mere fokus på beskyttelse af vilde dyrs naturlige økosystemer.
”Illegal handel med dyr er omfattende i EU. Det er både levende dyr til kæledyr, samt dyr der bruges til fødevarer, alternativ medicin eller som trofæer. De ting, man foreslår at tage fat på, er alle gode, men for at sikre en ordentlig håndhævelse af handel med dyr, bør man indføre en positivliste over, hvilke dyr det er tilladt at handle med og eje som kæledyr i EU. Det har man ikke i dag,” siger Britta Riis.