affald på strand

Affald koster dyreliv

Hvert år dør dyr på grund af affald i naturen. Selvom mere end 90 pct. af danskerne mener, det er meget forkert at smide affald i naturen, gør en tredjedel af os det alligevel.

Skrevet af:
Anonymous

I slutningen af januar fandt biologer 30 plastikposer samt en masse mikroplast, chokoladepapir og brødposer i maven på en strandet næbhval ved Bergen i Norge. Den havde formentlig forvekslet skraldet med blæksprutter, og til sidst var dens tarmsystem fuldstændig tømt for næring. Meget tyder på, at hvalen var udhungret og havde ondt, før den døde.

Hvalen er bare ét offer for den enorme plastikforurening i verdenshavene. I 2014 anslog det hidtil største studie af forureningen, at der i alle verdens have flyder mere end fem trillioner stykker plastik, der tilsammen vejer knap 269.000 tons.

Forskere frygter, at der i 2050 vil være mere plast end fisk i havene.

En regulær dødsdom

Herhjemme er det heller ikke usædvanligt at finde dyr, der er fanget i for eksempel fiskesnøre eller -net, flasker og plastikholdere til sodavands- og øldåser. Hvilket ofte er en regulær dødsdom for dyret.

“Når dyrene bliver viklet ind i affald, kan de både være forhindrede i at tage føde til sig eller komme til at hænge fast i andre ting på grund af det affald, de er viklet ind i. Fasthængende dyr dør - ofte langsomt,”
- Michael Carlsen, Biolog hos Dyrenes Beskyttelse

Når dyrene bliver viklet ind i affald, kan de både blive forhindret i at tage føde til sig eller komme til at hænge fast i andre ting på grund af det affald, de er viklet ind i. Fasthængende dyr dør - ofte langsomt, fortæller biolog hos Dyrenes Beskyttelse, Michael Carlsen.

Vi ved, det er forkert, men …

Hos Danmarks Naturfredningsforening kender man kun alt for godt til problemerne med affald i naturen. Siden 2006 har de arrangeret en årlig affaldsindsamling, og i 2016 fjernede de 123.000 deltagere næsten 182 tons affald over hele landet.

“Det er typisk plastik, dåser, flasker, emballage og cigaretskod. Det er ikke alt, der er smidt. Noget kommer flyvende eller flydende, og en del er tabt eller glemt. Men det ændrer ikke ved, at det aldrig skulle ende i naturen,” siger funktionsleder i Danmarks Naturfredningsforening, Ole Laursen.

Stærke holdninger

93,3 pct. af danskerne mener, at det er meget forkert at smide affald. Og mellem 65 pct. og 75 pct. siger, at de aldrig smider affald i det offentlige rum.

Godt nok synes mere end 90 pct. af danskerne, at det er meget forkert at smide affald i naturen. Det viste en stor undersøgelse om henkastet affald i 2008. I samme undersøgelse sagde hver tredje dog, at de kan finde på at smide affald i naturen og i byen.

Ifølge Ole Laursen er det udtryk for, at vi opfinder forskellige typer af undskyldninger til lejligheden, når vi skal retfærdiggøre vores adfærd i forhold til affald. For Michael Carlsen tæller den slags dog ikke meget.

“Uanset hvad er der masser af muligheder for at komme af med sit affald. Der er ingen undskyldning for at smide det i naturen,” konstaterer han.

Hvad danskerne mener om affald

93,3 pct. af danskerne mener, at det er meget forkert at smide affald.

Mellem 65 pct. og 75 pct. siger, at de aldrig smider affald i det offentlige rum. Omvendt erkender en tredjedel af danskerne, at de kan finde på at smide affald i naturen og i byen. 88,6 pct. siger, at de en gang imellem eller ofte samler andres henkastede affald op.

Farstrup sule før.jpeg

Henkastet affald er et stort problem ifølge 60 pct. af danskerne. Hver fjerde dansker vurderer problemet med henkastet affald som ”meget stort”.

Det offentliges omkostninger til håndtering af henkastet affald skal tælles i hundreder af millioner kr. hvert år. Hertil skal lægges omkostningerne hos de private skovejere og landbruget m.v.


(Kilde: Baggrundsrapporten ‘Henkastet affald’ udført af Operate for KL, Vejdirektoratet, Dansk Landbrug, Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Skovforening, Dansk Retursystem, Friluftsrådet, Skov- og Naturstyrelsen og Miljøstyrelsen, 2008)