Hedebølgen har ramt Europa, og de ungarske myndigheder tager nu konsekvensen og lukker for transport af kvæg til Tyrkiet over Ungarn ved temperaturer over 30 grader. Dyrenes Beskyttelse opfordrer danske myndigheder til at sikre forholdene for de mange tusinde dyr på danske dyreeksporter.
"Grise er især særligt følsomme over for varme, da de ikke kan svede eller på anden måde selv regulere deres kropstemperatur, ligesom vi mennesker kan."
På baggrund af den nuværende hedebølge i store dele af Europa opfordrer Dyrenes Beskyttelse i et brev til Fødevarestyrelsen danske myndigheder til også straks at iværksætte foranstaltninger, der sikrer, at levende dyr ikke sendes ud på transporter fra Danmark, når temperaturen er så høj, at dyrene udsættes for lidelse.
”Det er en ekstrem situation lige nu, og det kan ikke undgås at mange tusinde, om ikke millioner af dyr lider, hvis de transporteres i lastbiler under de dagstemperaturer, som opleves både herhjemme men især længere sydpå i Europa lige nu. Jeg appellerer derfor til de danske myndigheder om at suspendere tilladelsen til eksport af levende dyr under ekstreme temperaturforhold og dermed til at følge andre EU-medlemsstater, der allerede har taget skridt i denne retning. Danmark har som Europas største eksportør af smågrise et helt særligt ansvar,” siger Britta Riis, direktør i Dyrenes Beskyttelse.
Et helt særligt ansvar
Sidste år eksporterede den danske svinebranche knap 15 millioner levende smågrise til opfedning i primært Polen, Tyskland og Italien. Det svarer til, at lastbiler fra Danmark dagligt kører titusindvis af grise til lande over det meste af Europa, og tal fra Landbrug & Fødevarer viser, at antallet af eksporterede dyr ikke falder i sommermånederne. Heller ikke under sidste års hedebølge.
”Grise er især særligt følsomme over for varme, da de ikke kan svede eller på anden måde selv regulere deres kropstemperatur, ligesom vi mennesker kan. Derfor vurderes grise under transport at være i risiko for at blive udsat for overophedning. Lastbilerne er ikke udstyret med airconditionanlæg eller tilsvarende foranstaltninger, der kan nedkøle dyrene, og temperaturen for dyrene inde i lastbilen risikerer derfor at blive meget højere end lufttemperaturen udenfor. De forhold kan man ikke udsætte levende væsner for,” siger Britta Riis.
Ungarn lukker for kvægtransporter til Tyrkiet
Nogle lande har allerede taget forholdsregler for at sikre dyrene i den ekstreme varme. Senest har Ungarn indført forbud mod eksport af drøvtyggere til Tyrkiet under høje temperaturer.
Forbuddet gælder alle transporter af levende dyr uden aircondition og betyder, at hvis temperaturen i bilen overstiger 30 grader, bliver lastbilen påbudt at køre til nærmeste hvilestation. De nye regler forbyder også lastbiler at fortsætte til Tyrkiet fra hvilestationen, hvis ikke kravene til dyrevelfærden er i orden.
Også Tyskland, Frankrig, Irland, Østrig og Tjekkiet har indført restriktioner på dyretransporter under de høje temperaturer i sommervarmen.
Transporter i strid med EU-reglerne
Ifølge de europæiske regler for transport af dyr, som gælder for alle EU-medlemslande, må dyr ikke transporteres, hvis temperaturen er over 30 grader. Det er op til de enkelte lande at kontrollere, at reglerne bliver overholdt.
EU-Kommissionen har de seneste år advaret medlemsstaterne om ikke at tillade eksport af levende dyr under varme vejrforhold. Kommissionens direktorat for sundhed og fødevaresikkerhed, SANTE, har tidligere anført at transport af dyr i sommerperioder ofte ikke lade sig gøre, uden at tilsidesætte transportreglerne, som er gældende for alle EU-medlemslande.
Den europæiske sammenslutning af dyrlæger, FVE, fraråder ligeledes at transport af dyr påbegyndes, hvis temperaturen på noget tidspunkt af rejsen kan forventes at overskride 30 grader.
På trods af Kommissionens og dyrlægernes advarsler, sendes dyr fortsat systematisk afsted på lange transporter uanset vejrforhold og EU-krav.