”Levende dyr – vis hensyn” er en ofte set bagsmæktekst i det danske landskab, ikke mindst på vejnettet. Hvem er det så, man bør vise hensyn ikke blot som medtrafikant men også som medmenneske? Er det eksporten, transportselskaberne, husdyrproducenterne eller dyrene?
Hver dag dør omtrent 25.000 grise i de danske stalde, de bukker under før tid – ramt af produktionspresset.
Som taget ud af en Store Stygge Ulv historie boltrer veltrimmede grise sig i græstuer og pynter sig med blomster i panden. Eller de spiller fodbold på et grønt underlag. Glade ser de ud, i hvert fald de tegnede udgaver der dekorerer de tætpakkede flokke inde i lastbilerne.
Typisk er svinetransporterne indrettet med flere lag, og så kan enhver regne ud, at der bag de lukkede skodder næppe er plads til hverken himmelseng eller kolbøtter. Fodboldspillet er det nok også småt med.
Etikkortet er sorteper
Hvorfor køres over en tredjedel af de danske svin til udlandet med henblik på opfedning og slagtning? Det er i nærheden af en million grise, der flyttes hver eneste måned. Grisene har ikke megen fornøjelse af køreturen til Tyskland, Holland, Italien eller Polen. De danske arbejdspladser gavner det heller ikke.
Forklaringen er, at salgsprisen for en gris er højere til eksport, end hvis en nabolandmand køber dyret. I den danske svineproduktion har man for længe siden gjort etik-kortet til sorteper, og eneste fokus er at hive flest muligt stik hjem.
Den stigende eksport af levende dyr er sammen med importen af GMO-soja erhvervets sidste krampetrækninger. Et forsøg på at fastholde en landbrugsstatus som bulkvarenation i et land, hvor omkostningsniveauet indenfor lønninger gør det åbenlyst umuligt. Som borgere lægger vi vejrtrækning, natur, grundvand, dyrkbar jord og moral til den mellemstation, dansk svineproduktion udgør.
Man behøver ikke den store kugleramme for at se det tåbelige i al den flytten rundt. Landbruget ved det. Danish Crown flytter arbejdspladserne, og de store svineproducenter investerer i produktionsejendomme i Polen, Ukraine m.fl.
Hvad med en buket nyafklippede grisehaler?
Uanset hvor den industrielle svineproduktion foregår, er det under omstændigheder, de færreste ville finde acceptable, hvis de kendte til forholdene. Og ja, der er åben-gård-dage med besøg. Familie- og klasserundvisninger og fotogene svineproducenter med griseunger på armen. Øjebliksbilleder udenfor den arbejdstid, hvor dyrene håndteres.
Ser man nogensinde halekuperingerne under besøg? Får børnene en lille buket nyafklippede grisehaler med hjem? Ser de besøgende, når pattegrisene tages fra søerne, og ses de hårdhændede kast gennem luften, hvor grisene rammer ned i en vogn til opsamling? Ser man flytningerne af dyrene? De situationer, hvor der virkelig er pres på.
Når grisene skal drives gennem smalle gange for at komme ud til de ventende lastbiler. For det er kernen i transporterne såvel korte som lange – dyrene skal drives ud til at begynde med, og tid koster penge.
Hver femte gris har slagmærker
Fra næsten hver femte slagtesvinebesætning leveres grise med slagmærker. Resultatet af ophidsede mennesker, der forsøger at drive dyrene ud ved hjælp af håndværktøj, jernkæder eller andet hårdtslående. Sporene af de elektriske drivstave kan ikke ses så tydeligt.
Det er vold uanset metode, men det er almindeligt, fordi flytning af grise i et staldsystem kræver tid og tålmodighed – to ting, som ikke findes i en økonomisk fikseret produktion.
Når grisene lukkes ud på gangene, bliver de bange for de fremmede omgivelser, standser op og pakker sammen. Staldfolkene er altid bagest, fordi de skal have alle grise ud af stierne, og det betyder, at de ikke kan løse proppen, hvor den sidder, men kun slå løs på de bagerste grise i håb om at de bliver så panikslagne og kæmper sig så desperat fremad, at de til sidst får sendt bølger af bevægelse frem til de forreste, og flokken kan flytte sig.
Sådan kan det blive ved hele vejen ud af staldsystemet – ud til den ventende lastbil, hvor hver etage skal fyldes hårdt, så ingen plads går til spilde. Plads koster penge.
Dyr lugter af angst
Hver dag dør omtrent 25.000 grise i de danske stalde, de bukker under før tid – ramt af produktionspresset. De udfries af deres lidelser, mens de overlevende for en stigende dels vedkommende sendes ud af landet på lange køreture.
De uheldige grise til eksport transporteres i lastbiler typisk med fire etager og ”plads” til ca. 600 grise, som vejer 30 kg. Det giver en loftshøjde på trekvart meter og en meget indelukket fornemmelse. Må man gå ud fra. Også selvom man som menneske ikke har prøvet denne rejseform, men blot forlader sig på almindelig fornemmelse for situationer. Stressniveauet er højt, grise fra forskellige stier sammenblandes, ingen kan opretholde nogen form for naturlig adfærd, luften er fyldt af ammoniak og angst.
Lone Vitus lever med sin mand Søren på Brandbygegaard nord for Horsens fjord. Der avles grøntsager, frugt og bær, holdes husdyr, brygges vin, øl og cider, laves mad i og ud af huset i gårdens lille café, skrives i forskellige sammenhænge i både bogform og daglige indlæg på bloggen www.lonelandmand.dk. Med andre ord – en nøjsom tilværelse uden den store økonomiske gevinst, men et rigt liv.
Som også mennesker gør, lugter dyr af angst. Lugten er et signal, og den spredes og opfattes. Alting er uvant – bunden, det manglende udsyn, lastbilens bevægelser, luften, artsfællerne.
Er man tidligt oppe, kan man høre skrigene
Mange transporter tager deres begyndelse om natten eller i de tidlige morgentimer. Dyrene vækkes og gennes ud af stalden. Det er ofte nemmere at arbejde med dem, når de er søvndrukne og forvirrede over tidspunktet, end om dagen, hvor de er opmærksomme og oppe på dupperne.
Desuden sover landets borgere, og de færreste lægger mærke til de massive husdyrtransporter. Er man tidligt oppe, kan skrigene fra naboens grise påvirke hele ens dag. Lyden sætter sig i én og fortager sig kun langsomt. Grisene skriger, når de drives ud, og de skriger det første stykke tid på lastbilen. Ikke mindst når den drejer i svingene, krænger lidt og dyrene presses mod hinanden og indersiden af vognladet.
De skriger hjerteskærende, men de færreste hører det. Når vi blæser derudad på motorvejen og overhaler den ene dyretransport efter den anden, er der heller ingen lydhørhed. Levende dyr – vis hensyn. Hvem er det, vi tager hensyn til, når vi lader transporterne finde sted?
Lone